BV-Trænermappe
 

Mappen er primært til trænere og holdledere samt ledere i Fodboldafdelingen.

Senest ajourført februar 2007

Vi vil gerne med denne informationsmappe prøve at give et overblik over BV
fodbold som organisation m.m. samt medvirke til at skabe en rød tråd i hele
BV arbejdet.

BV har eksisteret siden 1904, og da der altid er mange ting, der er
indforstået, er formålet med denne mappe, at den skal fungere som et
arbejdsredskab for såvel nuværende som kommende trænere, udvalgsmedlemmer
m.m.

Mappen vil løbende blive ajourført.


Målsætning

Det sportslige og sociale mål:

Det er fodboldafdelingens målsætning, at fremme fodboldspillet i Oksbøl.

I ungdomsafdelingen er det målet at have hold i alle rækker, og det er underordnet,
på hvilket niveau der spilles.

I seniorafdelingen fastsætter spillerne klubbens sportslige ambitioner og
det forventes, at spillerne på 1. holdet yder en seriøs og målrettet indsat.

Klubånd er nøgleordet for at opnå sportslige resultater. BV ønsker at
fastholde den nuværende klubånd gennem fodboldspillet, men også gennem
fælles arrangementer, så som foredrag, underholdning, udflugter m.m.

Rammerne for fodboldspillet er Oksbøl stadion, og socialt bør stadion og klubhus
være et indbydende sted for såvel børn og voksne.

Hvordan:

Ved at have veluddannede trænere, gode træningsfaciliteter og fornuftige
kontingentsatser, håber fodboldafdelingen at kunne tiltrække nye spillere
og fastholde de gamle. Uddannelsen af trænerne gennemføres primært lokalt
ved hjælp af inspirationskurser fra JBU.

Fodboldudvalget afholder møder før sæsonstart med samtlige trænere og
holdledere samt et lignende møde igen mellem forårs og efterårs sæsonen. På
disse møder vil vi gøre opmærksom på kurserne samt øge motivationen for disse
kurser. Der afholdes et evalueringsmøde ved afslutningen af sæsonen.

Det er vigtigt, at alle trænere/holdledere har en god kontakt
til fodboldudvalget. Derfor sørger udvalget for, at der udpeges en
holdansvarlig, som er kontaktperson for holdet. Endvidere sørger den
holdansvarlige for aflevering af kontingentlister til Fodboldudvalget.

Hvis der ikke er spillere nok til et hold, vil der blive taget kontakt til
de omkringliggende klubber, for evt. at lave et fælleshold.


Fodboldudvalget/børneudvalget og trænere

Samarbejdet mellem udvalgene og trænerne er af meget stor betydning.
Der afholdes årligt 3 møder mellem trænerne og udvalget.

Første møde har til formål at planlægge forårs sæsonen. Mødet giver ligeledes mulighed for, at nye trænere kan blive præsenteret på værdig vis.

Det andet møde afholdes efter forårssæsonen, mens det tredie møde afholdes ved sæsonafslutningen, og her ønsker udvalget at få feedback m.h.t. sæsonen.

Fodboldudvalget vil ligeledes give feedback til trænerne.

Disse er de planlagte møder, men det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke
kan afholde flere. Kontakt børne- eller fodboldudvalget, hvis du har nogle
ting der skal drøftes.

Børneudvalget står bl.a. for at arrangere træningsopstart og afslutningsfest
for børneafdelingen. Udvalget koncentrerer sig om pige- og drengeholdene fra
miniput og nedefter. Skulle der opstå et eller andet i disse rækker, det
være sig fra trænere, spillere eller forældre, så kontakt den
holdansvarlige, børneudvalget eller fodboldudvalget.


Træner/holdleder

Til hvert hold skal der udover en træner findes en holdleder.

Træner- og holdledernavne finder du på www.bvoksbol.dk

De følgende punkter er ting, som vedrører træner/holdleder gennem hele
sæsonen:

1: Aflever en liste over de personer, som spiller på Jeres hold.

Listen skal indeholde : navn, adresse, telefonnummer og fødselsdato.
Kontakt den holdansvarlige, hvis du ikke har en liste.

De udfyldte lister skal afleveres til den holdansvarlige. Den holdansvarlige
afleverer de udfyldte lister til Anne Mette Jensen.

2: Udfyld holdkort korrekt og aflever det i trækassen oppe i klubhuset.
Aflever det samme dag som kampen er afviklet. Ved hjemmekampe indtastes kampenes resultater til JBU, ang. proceduren se kampkortet.

Husk at få kopi af holdkortet ved udekampe.

3: Spillermøder afholdes efter behov. I ungdomsafdelingen skal træneren
fortælle fodboldudvalget, hvornår disse holdes, og om de ønsker at udvalget
skal deltage.

4: I omklædningsrummene samt på Oksbøl stadion opfordrer vi Jer til at
udvise almindelig ansvarsfølelse over for de ting, vi har. Dette gælder ikke
kun for gæsterne, men også for jeres hold. Husk, det er jer der bliver
draget til ansvar og ikke børnene. Boldklubben har nogle utrolig gode
faciliteter – det skulle vi helst blive ved med at have.

For at undgå uheldige optagelser, mobning m.v. er det ikke tilladt at benytte mobiltelefoner i omklædningsrummene (skal være slukket).

5: Trænere og holdledere har pligt til at rapportere om evt. disciplinære
episoder. Fodboldudvalget fastsætter herefter de sanktioner, som udvalget
finder nødvendige. Alle Oksbøl hold skal fremstå som hold, der spiller fair
også overfor dommerne.

6: Fremstå altid som det gode eksempel. Børnene gør kun, hvad de ser de
voksne gør. Mød altid velforberedt til træning og selvfølgelig i god tid. På
Oksbøl stadion er det Jer, der repræsenterer BV, så byd derfor altid
gæsterne velkommen og hjælpe dem på plads.

7: Fodbold er mere end taktisk træning, hård løbetræning m.m. – det er også
sammenhold, hygge og fællesskab. Vær med som træner til at skabe dette.

8: Eksempler på opgaver som holdleder:

- sørge for spillertøj inden kampen

- sørge for drikkelse før, under og efter kampen

- sørge for lægetasken er med og i orden

- optælling af trøjer m.v.

- sørge for, at der hersker en god stemning i truppen.

NB: Lær de unge spillere, at tage et ansvar. Få dem til at hjælpe til.


Træner- og holdlederuddannelse

I JBU har du mulighed for at videre uddanne dig. Klubben hjælper dig med din
træner-/holdlederuddannelse. Udgifter i forbindelse med kurser betales
af klubben.

Udvalget forsøger at afholde kurser lokalt. Du opfordres til at uddanne dig
og blive endnu bedre. Du får ny inspiration til gavn for spillerne og ikke
mindst til gavn for dig selv.


Uddannelsesansvarlig

Fodboldudvalgets uddannelsesansvarlige er: Ejnar Hansen – 75 27 22 08.

Den uddannelsesansvarlige har bl.a. følgende opgaver:

1: Foranstalter afholdelse af diverse kurser på Oksbøl stadion.

2: Tilmelder de pågældende personer til kurser.

3: Opfordrer trænere og holdledere til at deltage i kurser.

4: Kontakter nye træner emner og hjælper dem i gang.

5: Ophænger uddannelsesmateriale på opslagstavlen.


Dommeruddannelse

Hvis du, eller nogen du kender, går med tanker om at blive dommer, så skal du blot kontakte fodboldudvalget eller Sydvestjysk
Fodbolddommerklub.

For at blive fodbolddommer skal du have et dommerkort. For at få dette
skal du have fulgt 20 timers undervisning (incl. eksamen).

Sydvestjysk Dommerklub starter hvert år et nyt hold dommeraspiranter, og udgiften for at deltage betales af Boldklubben, kørsel i forbindelse med kurset afholdes ligeledes af Boldklubben. Til gengæld siger du samtidig ja til at dømme nogle kampe for Boldklubben.

Hvis dette skulle have vakt din interesse, så kontakt fodboldudvalgets
dommeransvarlig: Ejnar Hansen – 75 27 22 08.

Dommerhonorar

De enkelte klubber skal ikke direkte betale for dommerne ved kampe.

Regninger for dommere bliver tilsendt klubben via den månedlige faktura fra JBU. Dette betyder at træner/holdleder ikke behøver kontanter med til hver udekamp.

Kampfordelerens opgaver

Kampfordelerens opgave består i at tilmelde og planlægge samtlige kampe, dvs. både trænings- og turneringskampe. Spilletidspunkter aftales med den enkelte træner (gælder kun 11 mands hold).

Såfremt spilletidspunktet ønskes ændret, skal træneren kontakte kampfordeleren
så hurtigt som muligt, og senest 14 dage før den fastsatte spilledato.

Boldklubbens kampfordeler er: Gunnar Plauborg – 75 27 13 17.


Børne – og ungdomsrækkerne:

Til og med miniput piger og miniput drenge bruger klubben frivillige kampledere. Der er derfor ikke de samme stramme regler for flytning/ ændring af kampe som de rækker, hvor der bruges ”sort” dommer.
Her vil man med kort varsel kunne ændre en kamp, hvis modstanderen
er med på det.

Økonomiske beføjelser

Ja, disse er der ikke mange af, men der vil selvfølgelig opstå situationer,
hvor I som trænere eller holdledere pludselig skal bruge nogle penge i
forbindelse med Jeres hold.

Reglerne er således, at fodboldudvalget skal give grønt lys, før der bruges
penge. Det skal dog være temmelig ekstraordinære udgifter. Så ring og få den
nødvendige tilladelse. Husk, selvom I har lagt pengene ud, er det ingen
garanti for, at I kan få dem refunderet.

Lejre og ture

Hvis Jeres hold ønsker at komme på en tur, så fremlæg ideen for fodbold- udvalget, og så vil vi kigge på det sportslige og sociale indhold og selvfølgelig på
prisen. For at der kan bevilges tilskud til en tur er proceduren følgende:
Træner eller holdleder udarbejder et budget, som forelægges
fodboldudvalget. Herefter vurderes tilskuddets størrelse af fodboldudvalget.

I 2008 er der planlagt en tur til udlandet for junior drenge/piger. Det er planen, at der herefter arrangeres en tur for juniorerne hvert 2. år.

Indkøb af materialer

Hvis I har brug for et eller andet, så som opfyldning af lægetaske, tape
eller lignende, så kontakt Erik eller Anne Mette. De vil udlevere
eller bestille det.


Trøjevask

Børne- og ungdomsholdene arrangerer selv trøjevask.

Senior- og ynglingeholdenes tøj afleveres efter kamp foran vaskemaskinen i vaskerummet.

Efter vask sættes kassen med trøjerne op på hylderne i rummet.

Har I brugt overtrækstrøjer under træningen, skal disse hænges til tørre i
redskabsrummet. Hvis de skal vaskes, skal de lægges foran vaskemaskinen
i vaskerummet.

Drikkedunke

Drikkedunkene skal tømmes for vand hver gang efter brug, og vendes på
hovedet. Hvis de skal vaskes, afleveres de til Anne Mette i cafeteriet.

Bolde

HUSK: Det antal bolde, som tages med ud til træning eller kamp = med samme antal bolde der lægges tilbage.

Defekte bolde lægges ved siden af boldskabene, så kasserer ”boldmanden” dem.


Kørepenge

Kan gives i specielle tilfælde. Kontakt fodboldudvalget i hvert enkelt tilfælde.

Sodavandspenge til børne- og ungdomsholdene.

Spillerne får af BV sodavand fra Cafeteriet 2 gange pr. år. Eks. i.f.m.
opstart og afslutning af sæsonen.

Pakning af aviser og reklamer

Enkelte børnehold pakker aviser og reklamer. Disse uddeles af seniorspillerne.  
Indefodbold

Indendørssæsonen begynder i oktober måned (normalt fredagen efter
efterårsferien), og foregår i Blåvandshuk Idrætscenter.

Sæsonen slutter ved udgangen af februar måned.

Fodboldudvalget, Henning Mortensen og Finn Hedegaard, er ansvarlig for indefodbold.

Fodboldudvalget vil gerne have alting på plads så tidligt som muligt, så ved
du allerede nu, at du gerne vil træne et hold i den kommende indendørssæson,
så kontakt venligst fodboldudvalget.


Oksbøl stadion

Oksbøl stadion/klubhus ejes af Boldklubben Vestkysten. Området byder på et
klubhus med tilhørende cafeteria og mødelokaler. Her findes også diverse kontorartikler bl.a. en kopimaskine.

I klubhuset er der et fjernsyn og en videomaskine. I kontorhjørnet er der bøger fra
JBU omhandlende love og regler. På hylderne er der samlet alle de tilbud, vi har modtaget om cupturneringer m.v. Der vil endvidere blive opstillet en PC’er med internetadgang.

Der er 3 træningsbaner til rådighed samt en opvisningsbane. Derudover findes
der syvmandsbaner, femmandsbaner samt en håndboldbane. Derudover er der
krocketbaner.

Klubhuset indeholder 7 omklædningsrum samt 1 rum til dommere.

Til opbevaring af bolde har vi skabe i redskabsrummet. Hvert hold har sit
eget aflåste skab.


Ansvarsfordeling

Ansvaret for stadion og klubhus er opdelt mellem fodboldudvalget,
bestyrelsen, boldmanden, materialemanden og cafeteriabestyreren på
følgende måde:

Fodboldudvalget:

1: Opsyn og vedligeholdelse af banerne.

2: Entre´ ved førsteholdets hjemmekampe

3: Sørger for at kontorhjørnet er ryddeligt, og trænerne har de nødvendige
remedier.

4: Udlejer baner (Kampfordeleren)

5: Fordeling af baner og omklædningsrum (Se opslagstavlen).

6: Afholdelse af hjemmekampe.

7: Foranstalter klargøring af banerne ved sæsonstart.

8: Foranstalter oprydning af banerne ved sæsonafslutning.

9: Fordeling af nye og nuværende beholdninger af spillerdragter. 

 

Materialemanden (Erik Jensen)

1: Indkøb af materialer til fodboldafdelingen.

Boldmanden (Hans Pedersen)

1: Sørge for at alle boldene er tilpas pumpede både til træning og kampe.

2: Opsyn med boldrummet samt optælling af bolde.

3: Kasserede bolde lægges foran bold rummet.

Bestyrelsen:

1: Klubhusets omklædningsrum, redskabs- og vaskerum.

Cafeteriabestyreren:

1: Cafeteriadrift.


Internet

Boldklubben Vestkysten, Oksbøl har en hjemmeside på Internettet med adressen
: www.bvoksbol.dk

På disse sider kan man finde en mængde informationer om BV, bl. a. træner-
og holdlister.


Afslutning

Vi håber med dette hæfte at have givet dig som træner, bestyrelsesmedlem
eller holdleder en god indgangsvinkel til dit job.



Vi er klar over at ikke alle ting er beskrevet i dette hæfte, men håber at
flere ting er ” faldet på plads”.

Vi ønsker dig held og lykke i sæsonen, og har du yderligere spørgsmål er du
meget velkommen til at tage kontakt til os.


 

Boldklubben Vestkysten Oksbøl - Østergade 29 - 6840 Oksbøl - 75 27 22 32