Så er Club La Santa MTB cuppen 2012 skudt igang

Løbsreferat af Søren ”Sidevind” Nielsen

 

Første afdeling blev kørt i Nørreskoven i Esbjerg onsdag aften, på en flad og hurtig rute på 6,3 km. Men MTB-løb midt i Esbjerg by? Jo, det er muligt og noget overraskende for mange af os, som kun kender Bilka, gågaden og Esbjerg havn! Og skoven lugtede ikke af fisk!

 

OCT stillede til start med 9 deltagere blandt de 135 tilmeldte. Og meget positivt stillede vi med 2 damer i dameklassen, Annie Lyhne og Tanja Larsen. 5 herre-motionister var til start, og heraf klarede Steen Slaikjær sig bedst med en 6. plads. I sportklassen, som skulle igennem banen 5 gange, havde vi 2 til start. De kørte om de sekundære placeringer, og samlede minebånd ind som nogen af de sidste i feltet. Samlet set synede vi ikke af meget i et stærkt domineret VCK felt, men vi så nye OCTt ansigter ved startlinjen, og når de velkendte ansigter er kommet i form, så bliver vi formentlig langt flere orange forårsfrugter på startlisten.

 

Cup konceptet er et hverdagsarrangement uden et stort anlagt set-up, og multiatleterne i Esbjerg fik vist, at konceptet virker. 1. start gik kl. 18.30 og kl. 20.30 var vi færdige med præmieoverrækkelsen. Det er kort sagt en super god og effektiv træningsaften, som med fordel kan vælges frem for en tirsdag eller torsdags træning. Cup deltagerne er overvejende fra sydvestjylland og mange vil være gengangere igennem alle 8 afdelinger. Det giver en god mulighed for at vælge sine konkurrenter ud, og måle styrkeforholdet henover sæsonen, til personlige målsætninger.

 

Resultaterne bliver styret af VCK’s nyindkøbte tidtagningssystem. Det betyder, at alle skal køre med en personlig tidtagningschip – en engangsinvestering på 100 kr, men til gengæld får vi et sikkert og hurtigt resultat. Og det gør en forskel, for selvom det er et motionsløb, så er det også konkurrence, og så vil vi også have en resultatliste som vi kan forholde os til.

 

Næste afdeling køres i Blåbjerg den 2. maj . Kom og vær med – bank din overmand/kvinde fra sidste løb eller sæt dit fodaftryk i den klasse hvor du passer ind!

Vi ses.

 

 

Hilsen

Søren Sidevind

d. 18-4-2012