Noter fra Blåvand MTB Challenge

i Bordrup plantage d. 3/11-2013.

 

bullet

Lidt statistik og ord om løbet

bullet

Løbsledelsens noter

bullet

Rytter kommentarer

bullet

Resultater

bullet

Fotos fra løbet

bullet

Skudt af Kenneth Lehm Nordestgaard

 

 

Lidt statistik og ord om løbet

 

Den 10. udgave af MTB løbet i Bordrup plantage blev på en bygefyldt efterårsdag med en frisk vestenvind.

Der var forhåndstilmeldt 162 ryttere. Der kom 18 eftertilmeldinger og til start stillede 171 ryttere.

 

En stor tak skal lyde til de erhvervsdrivende i Blåvand by for de mange flotte præmier.

Også en stor tak skal lyde til Naturstyrelsen for at vi kan benytte deres arealer i Bordrup plantage.

Og en stor tak til Ole, Sigurd og Kaj fra VCK, som med sikker hånd hjalp med den elektroniske tidstagning samt til Ole Klemmensen for hjælp med setup i lap.io systemet, startnumre, chip m.m.

 

 

Løbsledelsens noter

 

Blåvand MTB Challenge 2013 havde vinden i ryggen.

 

Det, som ifølge DMI, skulle have været et cykelløb på vandcykler i strid modvind, blev heldigvis til en seriøs omgang cykelrace i Bordrup Plantage. Bortset fra et par solide byger og et par kraftige vindstød, så kunne 171 fremmødte deltagere holde fokus på det sjove.

 

Sporet var overraskende tørt på trods af de sidste par ugers massive nedbør, og kun en enkel oversvømmet skovvej blev ændret i ruteplanen. Til gengæld fik vi et helt nyt og sprødt singletrack at ride på, og det gjorde bestemt ikke ruten mindre spændende.

 

Ruterne var i det hele taget det store emne i året Bordrup løb. Udvalget bag løbet har arbejdet meget med at ramme et sværheds-niveau på ruterne, hvor deltagerne får den maksimale oplevelse. Generelt blev niveauet hævet på alle 3 ruter i forhold til 2012, med det formål at friste flere deltagere til at starte i den første start. Men udvalget må nok indse, at ord og tekst alene ikke kan flytte deltagernes selvtillid, for set fra sidelinjen havde vi igen i år en gruppe deltagere, som var overmatchet i den 2. start, ”sport light”. Med al respekt for nogle af deltagernes valg af startgruppe, så havde oplevelsen for dem måske været meget større i ”motion light”. Selv de bedste ryttere i ”sport light” fik kamp til stregen på Danmarks måske mest tekniske motionsrute.

 

Dagens første start ”motion light” blev skudt i gang præcis kl.9.30. En lille flok kåde U11 piger og drenge startede side om side med 30 voksne dame- og herreryttere. Menuen stod på henholdsvis 3, 2 og 1 omgang på en rute med flow og flere spændende tekniske passager. Bagerst i feltet kæmpede især de mindre erfarende U11 ryttere med de seje stigninger omkring Punkt 100. Men alle U11 deltagere kom i mål – flot !

 

Kø-kørsel er ikke kun forbeholdt morgentrafikken i Esbjerg. Det er desværre også et tilbagevendende problem, når mange cykelryttere skal den samme vej ind i skoven. Og at køre som perler på en snor er bare ikke det fedeste, når det handler om at komme først. Det kan vi gøre bedre, så vi arbejder på at minimere kø-kulturen til næste år.

110 ryttere fordelt over U13, U15, sport damer og herre, fik en meget komprimeret begyndelse i dagens anden start ”sport light”. Men som i alle andre løb med flaskehalse, så blev feltet trukket ud inde på sporet, og alle fik herfra plads til at køre deres eget cykelrace.

 

Georg Jensen lancerer hvert år en ny julestjerne – og Oksbøl Cykel Team lancerer hvert år et nyt spor i Bordrup. Årets gave var ”bjørnen” som løber opad bagsiden på Punkt 100. Ja, puha, et langt opadgående singletrack pakket ind i bjergfyr, som presser alle bjerggeder til eksplosionsgrænsen.

”Sport light” feltet fik serveret en ”syre-inspireret” rute med de klassiske sorte passager, ”dødemandstippet”, ”karl emil”, ”Lille ulv” (men dog baglæns op…J) og ”ryggen”, samt årets første julegave ”bjørnen”.

 

Vi håber at alle sportsrytterne fik en god oplevelse og personlige sejre med hjem. Også de ryttere som kom for at køre cykelløb, men ikke fik lov til at gennemføre iflg. reglen om, at udkørsel til ny omgang lukkes, når første rytter i klassen er i mål. Som stævnearrangør arbejder vi seriøst på at give alle en god oplevelse, og derfor har vi lavet 3 ruter til Blåvand MTB Challenge som dækker alles fysiske og tekniske niveau.

 

Derfor håber vi, at dem, som ikke nåede deres mål i år, vil tage kampen om, og stå klar ved startlinjen igen til næste år.

 

Alle mtb spor i Danmark har sit eget ”højdepunkt”. I Bordrup hedder det Punkt 100 og det bliver med meget fanatiske lokale øjne betragtet som en bjergtinde i det fantastiske bjergmassiv ”Bordrup Mountains”. Når det så er skrevet, så handler det i virkeligheden bare om, at jo flere gange du skal cykle op ad Punkt 100, jo større bliver ”bjerget”.

 

Og det gjorde de så på årets ekspert rute. Teksten ”888 højdemeter sprødt singletrack” dækker over en rute som var sammensat af de sværeste og mest tekniske passager i Bordrup.  Kun 15 rytter stod klar ved startlinjen til at tage kampen op med 888 hm fordelt over 4 omgange.

 

I U17 stillede 10 rytter til start for at køre 3 omgange, heraf en flok friske drenge fra Bramming Gymnastik og Idrætsefterskole, som sandsynligvis fik en skæv indgangsvinkel til løbet. En frisk beslutning, men husk at fordi klassen hedder U17 og passer til jeres alder, så er i ikke bundet til den klasse, og havde med fordele fået en helt anden oplevelse, hvis i havde valgt at køre med i fx ”sport light” herre – kom frisk igen.

 

Og det blev som forventet rigtigt hårdt, og de tilskuere som havde fundet vejen til P 100 fik en god indsigt i ”det døde blik” som kommer når en rytter når ud til den fysiske grænse. De mange højdemeter blev belønnet med rutens mest omtalte nedkørsel, ”frit-fri t fald” fra P100. Ikke en teknisk nedkørsel, men grænseoverskridende stejl og ikke mindre spændende pga. den korte landingsplads i bunden.

 

Mtb udvalgets plan for 3. start var desværre for ambitiøst, og efter 2 gennemkørsler med omgangstider over det planlagte, besluttede løbsledelsen at reducere løbet til 3 omgange for ikke at vælte tidsplanen for programmet. Set i bakspejlet så var det nok en god beslutning, som tilgodeså både ryttere og tidsplanen.

 

Som de sidste 2 forgående år, så blev alle deltagerne belønnet med et forplejningstelt af høj klasse. Det store sønderjyske kagebord var rullet frem til både dem som var gået sukkerkolde og dem som trængte til et sukkerchok. Tak for et super-godt udvalg og god service.

 

Og så skal vi takke alle vores sponsorer som leverede rigtig mange flotte gaver til podieplaceringerne og lodtrækningspuljen. For 2 ungdomsryttere fik dagen er særlig afslutning, da de kunne rejse hjemad med en IPAD mini i lommen, sponsoreret af ATEA. Forretningerne i Blåvand var igen i år i gavehumør, og leverede mange flotte og spændende præmier til stævnet.

 

Tak til alle jer deltagere for jeres energiske indsats. Tak til alle officials som hjalp med afvikling af stævnet, og tak til Varde Cykel Klub for tidtagningen.

 

På gensyn i 2014, hvor vi forventer løbet afvikles søndag d.  2. nov. 2014.

 

 

Rytter kommentarer

 

Udpluk af modtagne mails:

 

Hej,

Tak for et fedt løb igår!!

Jeg var så uheldig at miste mine solbriller på sidste omgang(Sport Herre).

Skulle I finde dem,må I meget gerne give lyd fra jer.

Det er en Oakley Jawbone,sort med gule linser.

På forhånd mange tak!

Best regards

J.Egsgaard

 

Se flere kommentarer på OCT Forum

 

Resultater

se resultater her.

 

 

Fotos

vi afventer jeres fotos!