Vestergades Cykler MTB cup, 1 afd. d. 27/11-2005

Af Per Attermann.

 

Oksbøl Cykel Team var pænt repræsenteret med 9 deltagere ved årets 1. løb i Vestergades MTB Cup 05/06 (Steffen Sillesen dog som indpisker på kælkebakken p.g.a. sin knæskade). Det første løb blev kørt i Militærskoven, som sidste år var løbets ”monster” etape i hvert fald for mit eget vedkommende.

Sidste år havde jeg den fornøjelse, at gå fuldstændig sukkerkold på sidste runde, og jeg måtte såmænd trække op ad kælkebakken. Derfor var løbet i år ventet med spænding. Ruten var blevet afkortet og der var opdeling i 2 klasser nemlig sport og motion. Jeg synes selv, at formen var rimelig, og havde derfor meldt mig til i sportklassen. Forberedelserne til dagens etape var dog ikke optimale (ingen træningspas i løbet af ugen, lange arbejdsdage og sent i seng lørdag aften) Kan I høre violinen? På første runde gik det fornuftigt, og jeg kunne følge så nogenlunde med ryttere, som jeg mente at være på niveau med. Pulsen var dog meget høj og af frygt for, at gentage sidste års katastrofe satte jeg farten ned. Der kom derfor en del bagfra og overhalede – det er jo aldrig så sjovt. Kælkebakken skulle passeres hele 4 gange, og var som sidste år smattet og stejl. Generelt var der en del single tracks på ruten og ryg- og ballemusklerne blev godt masseret. Midt på anden runde signalerede kroppen begyndende ”sukkerkold status”, men heldigvis var jeg bedre forberedt end sidste år  –  så frem med energibaren, lidt langsom kørsel og noget væske gjorde underværker. Jeg var derfor rimelig frisk til 3. runde, og selvom jeg i skrivende stund ikke kender tiderne tror jeg faktisk, at jeg holdt farten rimeligt. Ca. halvvejs på 3. runde kunne jeg mærke, at en rytter bagfra komme tættere på. Efter kælkebakken besluttede jeg derfor, at sætte tempoet lidt højere op, da jeg bare ikke ville overhales af flere. Det lykkedes, at holde afstanden pænt ned til ham, og jeg havde såmænd også kræfter til en lille spurt på den sidste kilometer og fik dermed øget afstanden. Jeg talte med ham bagefter og ja han havde faktisk bemærket, at jeg trak fra ham. Han kunne dog fortælle om skrækkelig tur med en forskifter, som var kommet lidt ud af den optimale indstilling med det resultat, at kæden røg af flere gange. Heldigvis for mig for ellers havde han jo nok også kørt fra mig.

 

Der var som sidste år mulighed for, at købe sandwich og varm suppe til meget billige penge. Der var desværre ingen på podiet fra Oksbøl Cykel Team, men både Thomas Sillesen og Niels Højberg (den evigt heldige kartoffel) vandt præmier i lodtrækningsrunden. Varde Cykelklub skal her have ros for et godt løb – vi glæder os til de kommende 3 løb.

 

På Oksbøl Cykel Teams vegne

Per Attermann

attermann@mail.dk