Stjerne Tour de Grindsted 2007

Af Niels H. Nielsen.

 

Traditionen tro havde Oksbøl Cykel Team ryttere med i dette klassiske motionscykelløb i Grindsted.

Lidt ærgerligt vi kun var 4 mand af sted, nemlig Freddy Koller og Karl Verner Nielsen på 180 km og Jørgen Randrup og Niels H. Nielsen på 125 km.

Dette arrangement fortjener simpelthen et større deltager tal fra klubben og vi har da tidligere kunnet mønstre næsten 3 gange så mange til start. Det er, synes jeg, i sandhed det bedst organiserede cykelmotionsarrangement i Danmark - jeg har trods alt prøvet at deltage i mange løb gennem årene.

bullet

Det er et motionsløb, med streg under motion.

bullet

Gode og afvekslende ruter på 58, 125 og 180 km, jeg vil mene der er noget for enhver smag.

bullet

Mange kryds er reguleret af hjemmeværnspoliti, og de kryds hjemmeværnspolitiet ikke dækker har arrangørerne sat levende guider, det er ganske enkelt imponerende man kan mønstre flere hundrede frivillige til sådanne opgaver.

bullet

Start og mål området er et festområde med musik, boder, torvehygge m.m.

bullet

Fine omklædnings og badeforhold.

bullet

Flot forplejning i Hedehallen efter løbet - hvis man lige husker at krydse dette af ved tilmeldingen :-).

 

Jeg vil ikke komme med den påstand mange løbsarrangører burde eller kunne "efterligne" arrangementet. Overliggeren for kvaliteten af arrangementet ligger højt; det er arrangørernes mål og løbets varemærke - og hatten af for det. Men hvis man forventer det samme niveau ved andre cykelmotionsløb, så er jeg overbevist om mange løb vil drukne i arrangør- og arbejdsopgaver. Det mener jeg heller ikke er nødvendigt, for der findes mange gode cykelarrangementer rundt i Kongeriget med en lavere overligger - og dem synes jeg hver for sig har sin charme at deltage i.

 

Nå lidt om løbet og dagens oplevelser på ruten.

Freddy og Karl Verner startede på 180 km kl. 8.09 og Jørgen og jeg startede på 125 km kl. 9.48. Jeg havde sagt til Jørgen jeg ikke ville køre med en gruppe fra starten med 40 km/t. Masterstarten var p.g.a. gravearbejde i Grindsted bys centrum kortet noget op, og i modsætning til tidligere kørte motorcyklisten meget frisk til og benene kom på hårdt arbejde lige fra starten. Da vi svingede ud af Grindsted by sneg speedometeret sig hurtigt på 40+ km/t. Det behagede mig ikke, for min form er ganske enkelt ikke til så høj fart over 125 km. Jeg sad med på hjul i den 40 mands store gruppe i forventning om, at den snart ville blive sprængt og der ville opstå en gruppe der ville køre lidt mere moderat. Det skete ikke, så efter 12 km tog jeg beslutningen om selv at sætte farten ned fra 42-45 km/t til 33-34 km/t. Behageligt - jeg kunne få vejret igen, kunne snakke med dem som jeg kørte forbi. De kørte forholdsvis langsomt, så dem ville jeg ikke følges med. Efter ca. 15 km alene så jeg en gruppe på 8-9 ryttere fra Billund Cykel Motion. Dem kørte jeg ind og tempoet var moderat 29-30 km/t. OK for mig - for foran os havde vi Åst bakkerne. Selvom det er "små knolde", så er de der og hvis jeg havde fulgt med den hurtige gruppe fra starten, så var "skilsmissen" kommet som den største selvfølgelighed ved starten af disse "knolde".    

Jeg havde ikke problemer med at komme op over knoldene, og efter bakkerne kørte gruppen stille for at samle alle op. Vi var gennem Åst bakkerne efter ca. 45 km´s kørsel og der var 10 km til depotet efter Billund. Jeg syntes benene var gode, og da Freddy og Karl Verner stille kørte forbi min gruppe overvejede jeg kort om jeg skulle køre med dem. Det gjorde jeg ikke - men kunne se de ikke kørte meget hurtigere end os. På dette tidspunkt havde Freddy og Karl Verner kørt ca. 100 km, og Freddy sagde Karl Verner var "meget brugt". 

 

At der var noget om Karl Verners træthed så jeg mere til efter depotet ved Billund. Her var Freddy og Karl Verner gået i depot. Jeg valgte efter depotet at prøve at køre med Karl Verner og Freddy. Vi blev hurtigt en gruppe på ca. 15 mand. Alle deltog med føringer. Jeg havde det rigtig fint, pulsen lå fornuftigt lavt, der var masser at skyde med endnu.

I Grindsted var der ændret på ruterne gennem byen p.g.a. gravearbejdet i centrum af byen. Der var regulært gadeløb over 3-4 km gennem de små gader i villakvartererne og mange tilskuere var stillet op i gaderne. Specielt en gade var omdannet til en lang terrasse med masser af tilskuere, flag osv. Festligt, men det opmuntrede bestemt også flere ryttere til højere hastighed i feltet. Alle disse sving i gaderne med efterfølgende temposkift er ikke min kop te, og pulsen nåede da 165 flere gange.

Karl Verner var træt, og han kunne ikke sidde ned længere da han skulle på toilettet. Det blev pludseligt meget presserende for ham, og han var heldig at nogle flinke tilskuere lånte ham et toilet. Freddy og jeg kørte videre.

 

Ude igen af Grindsted by og vi kom igen på strækninger med mere homogen hastighed i længere perioder. Det behagede mig bedre, pulsen kom lidt ned igen og feltet rullede videre. I takt med flere grupper blev hentet og de bedste fra grupperne blev siddende i vor gruppe og tog føringer, så øgedes farten også. Men mange blev også smidt af undervejs som frugter af træerne i efteråret. Det var ikke uden risiko at komme fra fronten efter en føring og sætte sig bagerst i feltet, for risikoen for pludselige huller var stor. De kom også jævnligt og så var det om at være vågen og komme op på hjul igen.

 

3 km før mål begik jeg en teknisk fejl som betød jeg blev smidt af feltet. Jeg sidder på Freddy´s hjul som nr. 2 i feltet og Freddy har netop øget farten til lidt over 40 km/t. Lige før vi kører ind i den sidste rundkørsel ser jeg på skiltet vi skal "lige over eller lige ud om man vil" i rundkørslen. Desværre bemærkede jeg ikke på skiltet - hvis det egentlig fremgik af skiltet - at rundkørslen havde mere end 4 tilkørsler. Vi kom rundt for fuld skrue med knap 40 km/t og jeg fokuserede på at skulle ud af 2. afkørsel. Det var så bare en fejl, vi skulle ud af den 3. afkørsel! Det kom Freddy og de øvrige også, men jeg fik hurtigt bremset op kort inde i den 2. afkørsel, vendt 180° og tilbage, men blot for at se feltet 100 m forude med over 40 km/t. Jeg var ret mærket af tempoet de sidste 2 timer på dette tidspunkt, så skaden stod ikke til at reparerer.

Jeg kom i mål  20-30 sekunder efter feltet hvor Freddy sad.

 

Karl Verner kom i mål 14 minutter senere. Imponerende. Efter et toilet besøg, smidt af feltet og med 50 km til mål. Han fandt heldigvis sammen med andre i en gruppe.

Jørgen kom i mål 15 minutter før mig. Han påstår han ikke er i form efter at have været 2 uger på Nordsøen. Tjaa, så kan man tro på den eller lade være.

 

Knud "carbon" Thalund kørte med Esbjerg Hurtigste Mænd og kom ind på en imponerende 8. plads på 180 km.

Du kan se alle resultater på www.tider.dk  

 

Efter bad og omklædning var der hygge i Hedehallen med ris og kødsovs. Vi sad sammen med Esbjerg Hurtigste Mænd. De havde valgt 180 km distancen som led i deres interne pointkonkurrence og skulle køre holdløb. Målet var klart og forståeligt. En sluttid for den hurtigste gruppe på 4 timer og 30 minutter. For gud ved hvilken gang måtte Ole Grosen igen sande, at hans hold består af ryttere der ikke når Ole´s målsætninger. Blandt Esbjerg folkene var dette naturligt nok det store samtale emne. Var Ole´s mål urealistisk ? Består hans hold af en række afdankede stjerner eller en flok uambitiøse ryttere ? Er der for mange "primadonnaer" på holdet som ikke kan samarbejde som en velsmurt maskine ? Spørgsmålene er mange og vi er nogle der er sikker på Ole ligger søvnløs de næste nætter. For med denne udvikling kan han for 3. år i træk glemme alt om pladsen øverst på podiet til OCT Holdmatch d. 26/8 i Oksbøl.   

 

På gensyn i 2008 i Grindsted - forhåbentligt med flere OCT'er til start.

 

 

Niels H. Nielsen