12 timers MTB-løb i Virklund v/ Silkeborg

Af Brian Andersen.

 

Lørdag d. 15. august 2010 blev der afholdt 12 timers MTB-løb i Virklund v/ Silkeborg.

 

En 9,5 km rute (ca 180 hm) med en fin blanding af op- og nedkørsler, nogle transportstykker og lidt teknisk. Specielt var der én lang, sej opkørsel, som vi vil huske i nogen tid fremover…ikke voldsomt stejl, men den blev ved og ved og lige som det flader lidt ud og man tror, at man er ved at være oppe, går det igen op lidt længere fremme…(dette går så under "lettere kuperet" i Silkeborg-omegnen …). For pokker, hvor var den ond…

 

Selve afslutningen på ruten var også fint lavet, hvor man via nogle hårnålesving først skal forcere en stor bakke og derefter køre/rulle ned til start.

 

OCT stillede med 2 4-mands hold, hvor hold 1 bestod af Brian Kirchheiner, Klaus Faaborg, Henrik Larsen og Brian Andersen og hold 2 af Mathias Moesgaard, Kim Christensen, Uffe Henneberg og Carsten Wolf. I vores klasse var der 84 hold til start.

 

Henrik Larsen og Klaus Faaborg kørte derop allerede fredag eftermiddag, fik stillet campingvognen på plads og nåede også at deltage i rutefremvisningen om aftenen, som de herefter på malende vis beskrev for de øvrige deltagere, der ankom lørdag morgen ved 7-tiden.

 

Taktikken var, at vi ville skifte rytter efter hver omgang, så der skulle bare gives gas. Så havde man jo også hele 3 omgange inden man igen selv stod for tur.

 

Lad det være sagt med det samme…12 timer delt med 4 personer giver jo ret beset "kun" ca 3 timer på rammen pr mand, så hvor svært kunne det egentlig være??? Tjaaa, med fuld skrald på de knap 10 km rundt, derefter 3 omganges pause og så afsted igen...det trak sgu' alligevel tænder ud !!! Faktisk var det nærmest skræmmende så hurtigt de 3 omganges pause gik…

 

Nå, men starten gik jo kl 8.30 med hhv Brian K og Mathias som de første ryttere, der skulle afsted. Brian fik før starten placeret sig fremragende i forreste del af feltet, mens Mathias lå længere nede.

 

Afsted gik det over stok og sten og første omgang blev kørt på hhv 26:27 og 33:15 - som en lille note kan bemærkes, at OCT 1 på dette tidspunkt faktisk lå foran Vestergades Cykler…det prøvede vi så aldrig igen…

 

Da vi alle havde været igennem chokket på første omgang, hvor pulsen stort set lå i det røde felt på hele runden (mener Uffe faktisk satte personlig rekord den dag), var det tid at evaluere omgangstiderne (se links med tider etc) for første omgang.

 

http://results1.ultimate.dk/events/2010/mtb/silkeborg12t/scripts/index.php?distance=6&show=team&pid=424

http://results1.ultimate.dk/events/2010/mtb/silkeborg12t/scripts/index.php?distance=6&show=team&pid=425

 

Der var dog én fælles tanke efter alles 1. omgang…: scheisse, der er godt nok langt hjem endnu.

 

Men tiden gik jo alligevel ganske fornuftigt, hvor pauserne blev brugt på at tanke op igen og restituere samt selvfølgelig diskutere ruten og de andre ryttere/hold - herunder ikke mindst et dame-hold ved navn 'Jader på Hjul'….

 

Tidstagningen foregik ved hjælp af chip og det kørte bare upåklageligt. Henrik og Carsten fik på deres mobiler efter hver rytters omgang opdateret info omkring tid og holdets placering, så det var bare super.

 

For OCT 1's vedkommende kom der også en gyser-afslutning, da vi længe havde ligget og kæmpet en indbyrdes kamp med 3 andre hold, hvor vi alle lå inden for omkring 4 min. af hinanden fra 15. - 18. pladsen. 15. pladsen glippede dog med sølle 20 sek, men så skulle der kæmpes mod Team Danbolig Lemvig om 16. pladsen.

 

Lige da Brian Kirchheiner kørte ud på allersidste omgang manglede vi 10 sek i at hente holdet på 16. pladsen, så der blev bare kørt ræs. Brian nåede op til hans direkte konkurrent og fik koldblodigt hægtet sig på hans baghjul henover det lange transportstykke. Efter det kommer der en forholdsvis kort, men stejl stigning, hvor Brian kort inden trækker ud og giver den fuld gas op ad stigningen og fortsatte for fuld gas indtil han ikke længere kunne se den anden rytter.

 

Det viste sig at være den helt rigtige taktik, da Team Danbolig Lemvig rytteren helt mister modet/kræfterne og aldrig kommer op igen. Han sluttede dog kun sølle 25 sek efter Brian, hvilket også kunne høres på hans udbrud af skuffelse, da han kom ind på bakken ved afslutningen og pludselig igen kunne se Brian i hårnålesvinget lidt længere oppe. Man får sgu' helt ondt af ham...

 

Hermed endte det med en 16. plads til OCT 1 og en 74. plads til OCT 2.

 

Vi havde alle en super oplevelse, hvor vi heldigvis var rimeligt forskånet for uheld/styrt.

 

Eneste minus-oplevelse stod Klaus for, da det gik op for ham, at Mathias havde "lånt" hans sidste svedundertrøje, hvilket afstedkom en række gloser, som ikke skal gengives her...

 

Alt i alt en rigtig god dag og en god oplevelse med en velfortjent fadbamse inden det gik hjemad igen.

 

Herunder de fotos deltagerne havde kræfter nok til at få taget.

 

.