Klubtur til Harzen 2007

Der var engang 9 personer fra det vestjyske, der drog til vores naboland med syd. Afgang torsdag fra Oksbøl Stadion d. 30. august. De næste 4 dage skulle stå i cyklingens tegn - i hvert fald rent fysisk, for de otte af os – 9. ”manden” tog på sightseeing i stedet, medens vi andre gjorde kæden stram – i hvert fald når det gik opad!

Ja, hvem er vi? Jo, Preben (Boonen+øjne til tyske Freuleins), Freddy (..med hustru, så den gik ikke), Steffen (” Kurtze Ärmen”, vejviser), Mogens (mad, parodier), Jørgen (fotograf, grøftetur på Bloksbjerg!), Brian (med anden gearing på dag 3), Niels (Primdahl, gul førertrøje, vejviser), Jette (hustru til Freddy og andet kolorit end mandehørmen!) og Bjarne (rygmærke-problematik!). Det var jo så os der var med…

Jeg må erkende, at jeg med god grund nu kan konstatere hvorfor, at det smukke Harz-område (Der Harz) altid har været et populært rejsemål. Med sit pragtfulde bjerglandskab, de bløde dale, småfloder med brusende vandfald og endeløse skove er Harzen i sig selv et naturmaleri, jeg vil huske tilbage på med glæde – det er nemt nok at skrive om dét, men oplevelsen skal erfares med egen krop og sind for at fange essensen!

Harzen er naturligt afgrænset område med bjerge, skove og søer kun få timers kørsel fra Danmark. Der er natur for alle pengene, og man mødes af hyggelige og charmerende byer som Braunlage, St. Andreasberg, Altenau, Wernigerode (Wernigerode var i DDR-tiden en af regimets prestigebyer) og en mindre region ”Rübeland” for bare at nævne nogle af ruternes køresteder. Bloksbjerg/Brocken var også med på 1.dagens tur-rute (heksenes festplads til Sankt Hans). Det er Harzens højeste punkt, 1142 meter). Mere om det senere..

Det smukke område giver mulighed for dejlige naturoplevelser for ethvert temperament. Fra stille vandreture i bjergene til udfordrende klatring på de stejleste klippesider. Eller spændende museumsbesøg i nedlagte miner og drypstenshuler..hmm, ja, hvad så vi så lige af det (men det var beskrevet i et udleveret prospekt!)? Intet, men det er der klart mulighed for. Vi endte i stedet på Puppe´s – et serveringssted med terrassevarmere udenfor og hyggeligt indeklima med områdets fineste hjemmelavede ”madspecialiteter”. 

Med tanke om, at grænsen mellem vest og øst gik lige gennem det smukke Harzen, og at det derfor bærer præg af fortidens historiske begivenheder, og at området ikke har fuldt med udviklingen, kan med rette tænkes bort. Det er altså helt tilbage til 1989, hvor muren faldt. Tiden er fuldt med, så glem alt om gamle fordomme. Harzen er ferie for hele familien på alle årstider. Perfekt til naturoplevelser ud over det sædvanlige. Om vinteren endda med mulighed for både alpint skiløb og langrend. Braunlage, hvor vi boede således et udmærket udgangspunkt for skiferien, hvis man kan ”nøjes”! Som erfaren skientusiast vil jeg ikke sige, at det er formidabelt til en skirejse, men det ligger relativt højt, og der skulle være bakker og løjper til at forløse ens iver, hvis ikke man kan vente efter at fange årets store skiferie i alperne – et godt sted at varme op, vil jeg tro!

Harzen er fuld af historie og kultur. Flere steder kan grænseafmærkninger ses, og i byerne er der også huse, som stadig ikke er renoveret efter murens fald – og antageligt ikke bliver det med mindre kapitalismens pengemænd for alvor finder vej og investerer i området og dets mange muligheder for turismebranchen. At besøge Harzen er et besøg mellem to kulturer. Dette er dog ikke så klart markant længere, men kan spottes. Der skal god kigges godt efter! Vi talte om det, medens vi trænede, om vi nu var mere ”vestover” end ”østover” sådan rent historisk vel at mærke! Hvis man reelt set vil være sikker på det, vil det være en god idé at kende sin geografiske hoved-GPS!

At træne i Harzen var en sand fornøjelse, og både sind og krop fik en på opleveren. Der var store flotte parker (Steffen tog et par morgen gåture), haver og hyggelige byer, hvor man i de gamle stræder og gader sikkert kunne føle sig hensat til middelalderen.

Som skrevet ovenfor er Harzen er et pænt stort område med BJERGE og bakker ja, bakker er måske så meget sagt for de stigninger vi benyttede var alle pænt lange og ikke ”bare” en ”Blåbjerg” som skulle forceres i et hæsblæsende tempo. Nej, de her stigninger, der er i Harzen skal indtages med varsomhed og en ”egen-rytme” for at kunne holde gennem dagens planlagte rute og dens beskaffenhed – ik' sandt Mogens! Området er en fantastisk natur med grønne træer, åbne vidder, opkørsler ad snoede bjergveje, lange nedkørsler og hyggelige små byer rundt om i landskabet. Dæmning i Rübeland, Hexentansplantz med Bob-slæde-rytchebane, og ikke langt til heksene som er klar til næste års rejse til Bloksbjerg med udkigspost fra 2. verdenskrig, hvilket også leder tankerne hen på de historiske begivenheder!

Vi boede i Braunlage for foden af det knap 1000 meter høje Wurmberg i Oberharzen.. I Braunlage findes klassiske idylliske træhuse i det kuperede byterræn, hvor floden i små vandfald bruser gennem byen. Fra byen er der svævebane direkte til toppen af Wurmberg, ligesom byen byder på et utal af spændende forretninger i de smukke gamle huse. Der er mulighed for en tur med det 100 år gamle damplokomotiv, som pruster, lige som os, hele vejen til toppen af heksenes Bloksbjerg (10 km). Heksenes festplads!

Området er dog et af, efter sigende tyskland mest regnfulde områder, og det er der mange der får at mærke, men solen kigger altså også frem, og det gjorde den jo så dejligt på vores tur. Vi var ikke forskånet for våde veje og lidt regn, men træning i tørt og lunt vejr kan vi da prale af..

Den tyske region er et mekka for MTBer, det er der ingen tvivl om, men lad det være sagt, det ER OGSÅ ET MEKKA FOR LANDEVEJSRYTTERE!

Geografisk ligger området, for os, godt 600km hjemmefra! En køretur på ca. 6 timer med motorvejshastighed (omkring de 130km/h). Vi kan køre derned fra morgenstunden og være på cyklerne og nå en eftermiddagstræning, spise aftensmad og trave en tur i byen og kigge ud, hvor der er mulighed for at nyde en espresso eller en alm. potte kaffe, jajaja, gutter eller en ”Weisbier”, ”Dunkelbier ”eller bare ”Ein helles bier”.

Nå, men vel ankommet uden de store armbevægelser og fejlkørsler, fik vi udleveret nøgler og værelser og stillet en garage til rådighed til cyklerne – ja, min garage var jo så godt nok lige værelset – en kombination Jørgen også valgte.

..Dag 1 skulle skydes i gang på cyklerne og hjemmefra havde Steffen og Niels påtaget sig at lave et par ruter, og med kendskab fra tidligere besøg var det jo som om, de ikke havde været væk derfra, for det klappede jo bare… Niels havde lavet en introtur på godt 60km med 20km ekstra, hvis nogen havde lyst! Lyst HVA….. det er da en træningstur, så jo da, klart de sidste 20km. skulle køres – op ad Brocken – og ALDRIG MERE, læs det grundigt. Jeg kommer aldrig på Brocken igen, med mindre jeg ved selvsyn ser nyt asfalt på vejen op ad bjerget, eller at det bliver på MTB eller Toget som kører derop – godt og vel 50min for togturen derop. Mange vandrere vælger toget derop og traver ned.. jeg ville nu vælge det omvendt, trave op og tog ned, for at gå ned ad i 10km er nok mere end, hvad jeg synes lyder fedt for mine lårbasser, lægge og haser! Nå, ja, smag og behag, men uha den stigning stiger jo lige op i himlen, og nedkørslen er ikke særlig sjov, når betingelserne er med huller og dårlig asfalt. Mine hænder var bare så ømme hele den efterfølgende dag efter slag og stød i håndfladen! Ja, og godt og vel 3-4km oppe var der også lige valgt, at vejen slet ikke skulle være dér, den var gravet op, og det var så lige dømt rent jord og mudder, der lige skulle forceres… så Brocken på racer – ALDRIG mere…

Torsdagens træning forløb med en dejlig tur med lidt forsmag på, hvad der var i vente de næste dage og det var jo svært ikke at blive grebet af den dejlige stemning blandt os. Ned – op – ned – op, jooo, det var fedt og et kig mod himlen bekræftede solskin og lunt vejr. Så de korte rør var, hvad vi havde på, for de efterhånden blege ben skulle luftes, læse ærmer og ”Kurtze Ärmen”, havde vi også. Dagen var dejlig og ruten nem og ligetil, men også med en længere stigning over 13 km. Jeg kunne ikke helt få mine ben i gang og måtte slippe og finde min egen rytme overfor de 3 compact-gutter Steffen, Freddy og Mogens. Ja, ret skal jo være ret, jeg tror egentligt kun Freddy var den, der havde originalt compact-sæt på, men de 2 andre havde dog tiltusket sig det via deres gearing. Jeg kørte med 53/39 – 12/25, hvilket jeg var meget tilfreds med. Og lad det være sagt, sådan en tur er ØDELAGT uden en bjerggearing. Sørg endelig for at finde din gearing og lad være at spille helt, og tro du kan klare bjergene i alm. gearing! Bevares, det kan lade sig gøre, men du smadrer dig selv, og hvor fedt er det lige, at de andre træner næste dag og du ikke selv magter at tage med grundet dårlig gearvalg! Jeg tror vi alle følte os fortrøstningsfulde med vores kram… Brian skiftede dog på 3. dagen til en anden gearing – forståeligt og godt valgt..

Nå, men tilbage til stigningen som flere steder steg over 10 % og det var fedt, det var hårdt, men fedt. På de stejleste steder var stederne, hvor jeg faktisk dér hvor jeg fandt den bedste rytme på dagen, men lad det være sagt – det var et tilfælde… nå, men de tre kørte altså væk fra mig. Freddy og Mogens fik også has på Steffen, og jeg kunne se, at jeg begyndte at køre ind på ham. Jeg følte, at jeg kunne nå ham inden toppen, men uha, Steffen, så kom toget jo lige og spærrede.. hihi, nej nej, om jeg havde kørt dig ind eller ej var irrelevant for det var hele samhørigheden med stigningen, toget, os ryttere og naturen, der iscenesatte hele den første dag. En dejlig rute med afslutning op ad Brocken. Læg mærke til navnet ”Brock”en.. ja, brok brok brok fra min side....aldrig mere, gider den ikke, og den ene gang jeg fik kørt op var også eneste gang vi alle kørte op! Vejen er bare så elendig, at en lastbil med æg ville have æggekage på ladet på toppen i stedet! Hold op det var noget møg, men sjov fik vi nu alligevel på vej op.. Jeg var første mand på toppen, dog efter at være kørt lidt i forvejen, da de andre lige skulle lege turister og i gang med kameraet. Det er der kommet nogle gode og sjove afslørende billeder ud af! Nå, men Jørgen var også kørt i forvejen, og jeg indledte jagten på ham. Efter noget tid kunne jeg ane ham lidt deroppe, og jeg fik hold i ham. Jeg passerer ham og siger, at det er godt kørt. Det var det. og han svarede tilbage, at der kun er 100 meter til toppen: Sådan hører jeg det i hvert fald, men det fattede jeg ikke en bjælde af for efter yderligere 100 meter stod bjerget stadig uindtaget! Nå, ja, Jørgen, jeg tænkte, hold op du må have været presset og træt.. og det skulle da også vise sig, at et sølle vindpust skulle få dig af vejen og ud i grøften eller ud over skrænten. Mogens kunne fortælle det, for han havde set det, og jeg stod på toppen og kunne ikke forstå hvor du, Jørgen, blev af, men fik jo forklaringen og klar besked om, at du altså havde sagt, at der var 100 HØJDEMETER tilbage, hmm! Så kan vi jo debattere herfra og til evighed om, hvem der måske havde været mest presset! De sidste kom dryssende op ad Brocken alle på 2 hjul – næsten alle, nævner ingen navne Brian!

Efter de obligatoriske fotos gik det nedad og hold k*** en l****tur ned. Det var vist mere held end forstand, at der hverken skete materiel eller personlig skade nedad! Farten var høj og vejen ubrugelig, men op skulle vi jo og ned skulle vi jo så også… og det kom vi alle. Det var på dette tidspunkt, at denne farlige nedkørsel skulle krydres med regn fra oven og gøre det lidt mere spændende og rigtig rigtig koldt. Vi der kom først ned tog en hurtig beslutning om at fortsætte hjem for det var alt for koldt at stå og vente. Det var svært overhovedet bare at få gang i musklerne selvom vi kun stod relativ kort tid indtil beslutningen var truffet. Af sted hjem det gik mod Braunlage og hotellet Teutonia og et varmt bad. Ja, okay da, jeg synes ikke vandet var varmt nok og der gik noget tid ingen varmen skulle indfinde sig igen… den kom først igen efter gåtur i byen og efter 30 min. under dynen med muskel-elekrostimulation.

Nu var det så tid til aftensfoder som bestod af tomat og mozzarellaost til forret og hovedretten var vist, hmm, åbenbart ikke noget, der lige fik min husker i gang, men spist blev det. OG Mogens spiste sørme også og ville så også lige vide om der var dessert, så ud i det tyske sprog med ham: Gibt´s auch… ja, og så sagde han de berømte ord, der ikke kunne forstås af nogen, og vi måtte træde til med ordhjælp for at hotelmutter kunne forstå, at han gerne vil have ”Nachspeise”… Det var jo bare for sjovt, Mogens, men hatten af, du fik Nachspeise til hele bordet - også dem der ikke ville have… for så var der jo lige lidt mere til dig, smiler.

Tja, dagen fik sin ende og sengene blev indtaget lidt efter lidt og restitutionen var i fuld gang natten igennem til fredagens udfordringer med Steffen i Kaptajn-rollen…

..Dag 2 startede ved morgenbordet kl. 8, sharp. Nu skulle der køres kalorier ind til dagens tur i de nordtyske alper for ikke at gå kold, ik´ Mogens!

Morgenmaden var indtaget og vejene, der skulle fræses asfalt! Det blev der, det gik mod St. Andreasberg, hvor første stigning skulle indtages – over ca. 6km. Bjerget blev indtaget af mig som første mand på toppen og nappede også byskiltet. Mogens var ikke langt efter, ja, bevares det var der faktisk ikke nogen der var. Det lod til at alle havde fået benene godt ud af sengen og var klar.

Efter den første 6km´s stigning kørte vi videre fra… nå, nej, inden vi kørte videre skulle 18 % -stigningen lige prøves og hold da lige fast. Den stiger viiildt. Godt jeg havde bjerggearing på og Niels var vist også tilfreds med sin triple-krans! Alle kom op i sikker stil, nogen hurtigere end andre, men op det kom vi alle… OK, den var på menuen senere igen på dagen, hvis lysten var der!

Videre skulle det gå ned af en 15 % fald/stigning om du vil! Det var også en mulighed at vælge den senere i stedet for 18eren.

Vi kørte ned i laaang tid, undskyld, men har ikke kortet hos mig, og kan altså ikke lige huske det hele i hovedet, men i bund og grund var det en stor sløjfe der skulle føre os tilbage op til St. Andreasberg. Efter at være kommet ned i bunden gik der kun meget kort tid så gik det op ad igen mod Andreasberg, men op gennem snoede bjergveje og fornemmelsen af alper krøb ind under huden. Det var fedt. Niels meldte hurtigt ud, at nu var der ikke mere, vi var stadig på nogenlunde flad vej, men fair nok og det viste sig også, at der kun gik små 2 km fra han sagde det til det gik op gennem de snoede veje. Mogens, Freddy, mig og Steffen kørte af sted, men jeg måtte simpelthen bare slippe. Jeg kunne ikke sidde med. Min gode start på dagen med først på toppen til St. Andreasberg fulgte ikke med. Tja, de kørte fra mig. Hvor lang stigningen egentlig var, ved jeg ikke, men vel 5km og så lidt nedkørsel og ud på samme vej, som vi kørte langt nedad, og op mod St. Andreasberg og de 2 stigningsmuligheder. Jeg tog 15 % stigningen for jeg syntes ikke lige benene var til at kravle op den anden vej. Der var jo også stadig langt hjem – for nogle af os! Da jeg kom op stod de 3 hurtigklatrer allerede og talte sammen som om de havde fundet en lettere vej op, men der var jo ikke andre! Konstatering: godt kørt!

Herefter kom de andre ryttere Preben, Jørgen, der måtte af og hive efter luften(godt kæmpet), Brian, som jeg havde omtalt, at det ville være vildt, hvis han klarede denne stigning uden at skulle af og gå op. Jeg sagde, at jeg helt klart troede, at vi ville se en gående Brian komme mod os, men nej da. Han kom jo på cyklen! Meeen Brian, os fupper du ikke, du var jo på gåben, tog cykelskoene af og gik op noget af vejen, tog skoene på igen inden du vidste vi kunne se dig og sprang på cyklen, hehe. Det er s** go humor! Nå, ja, du var da i det mindste ærlig og fortalte det, hehe. Niels kom også op og var glad for sin triple igen. Det var middagstid og de velfarende ud i frokost var klar til at finde en spisekrog eller var det en beværtning? Ja, de havde i hvert fald fået en ”sodavand” og noget at spise og var herefter klar til at rulle hjem mod Braunlage… medens alt det stod på var vi andre 4 draget videre på vores træning og fik kørt nogle ekstra gode kilometre, ik´ Mogens! Godt at vi fandt en spar med Rittersport og Bountypakker så store, at der skulle spise af dem inden du kunne have resten i lommerne eller var der mere tilbage!

Du var ramt, Mogens, man hatten af for din kampiver og også et skulderklap til os alle. Jeg synes helt klart vi formåede at sætte tæring efter næring og du kom godt igen. Flot kørt Mogens. Det gik godt og stødt hjemover og dagen blev fuldendt med at stille cyklen i garage og et varmt bad og klar til bytur og besøg hos den lokale bager – igen Mogens, ja, jeg var også lige med, hehe.

Vi traskede lidt rundt og fandt også tilbage til hotellet igen til spisetid og vi fik serveret Wienerschnitzel med en meget stærk rødkåls-agtigt kompot som smagte fint. De wienerschnitzler var rigtigt rigtigt gode. Ikke noget med en panering på 2-3cm med rasp og fedt. Nej, det var en papirtynd panering og det smagte herligt. Til det hele var der tyske ”tofler” og en sur-sød stærk agtig sauce. Ja, og igen var Mogens på banen – Nachspeise og jo jo, den var god nok, selv om Mogens ikke lige kunne finde det magiske ord frem fra gårsdagen så vidste hotelmutter jo godt hvad den gode Mogens manglede i sin krop for at fuldende måltidet. Og der var jo så noget grød-dessert med creme-vanille-sauce. Det gled jo nemt ned for Mogens og andre… ja, Mogens, du skal lige godt have, at det lykkes dig, at få lavet forretten om til dessert uden et eneste egentligt spørgsmål om det til den efterfølgende aften. Der var dømt Gullash og dessert – is m. ??...

Og så skulle den gule trøje jo deles ud igen som den foregående aften g Jørgen havde med rette bragt den med til bords for at aflevere til en anden for en god oplevelse som vi andre kunne påpege, så ud i de store fortællinger om dagens tur skulle vi jo også… så vidt jeg husker fik Mogens den jo vist til om lørdagen.... for hvad kan jeg ikke lige huske, men er sikker på der er en af de andre der godt kan fortælle og bringe smilet frem igen. Jørgen kørte i trøjen fredag efter turen i side OP ad Brocken – bl. andet!

..Dag 3 var dagen hvor det rigtigt gode vejr smilede til os. Det var solskin og fra en høj skyfri himmel. Godt nok var vi lidt uldne om aftenen ved aftensmaden da vi så at det bare regnede for vildt og den planlagte rute kunne jo også blive til en kort tur blev vi vist enige om, men det glemte vi hurtigt for fokus var alle andre steder end lige cykling når vi skulle spise! Og også om morgenen var vi klar på en lang tur.. og det blev den for 2 af os..

Vi kørte den planlagte Niels-tur blev skudt i gang og det blev en herlig dag i sadlen – med MTB-kørsel også – NIELS, smiler.

Nå, men vi var spændte på hvad Niels havde fundet frem til os til dagen og det var lige så godt og fedt som de andre dage og ruter fra det Steffen bød ind med.

Ruten var lang og smuk, start og mål var for alle Braunlage, alle andre byer indimellem kan fås hos turleder Niels, men det var noget med Weinrode og andre, men også Rübeland som stod malerisk i sin egen stille natur. Smukt siger jeg bare og betagende. Efter en opkørsel skulle det jo gå ned også og det gjorde det gennem en tunnel, hvor vi blev mødt af en smuk natur, der var essensen fra en dæmning, hvor vandet stod højt til den ene side og MEGET lavt til den anden side. Ja, det var jo over en bro og dermed også højt oppe og laaangt end. Der var også én der bare cyklede lige over broen uden at kigge og det forstår jeg godt, hvis man ikke er til det med højder på den måde! De smukke omgivelser hér krævede godt nok lige et stop og et kig, nej, ikke bare et kig, men en stund til nydelse af tysk natur – smukt.

Der er så meget smuk natur i Harzen, men vi kan jo ikke stoppe hver gang, men det her var bare noget, der lige skulle nydes! Nå, men videre det jo skulle gå og et stykke herefter var med kuperet op og ned bakker med gode procenter på og klar en mulighed for at sætte farten op – måske til en rekord. Ja, jeg ved om nogen satte rekord, men fart på det var der – nedad, hihi.

Niels havde lavet ruten således, at det var en ud-og-hjem-rute i en stor cirkulær form og det var supert. Meen en sløjfe var der jo også på ruten og den skulle jo køres i det fine vejr. Den tog Steffen og jeg os kærligt af – til at starte med… Niels!

 Og jeg var ved at være tør for vand og også indvendigt… ingen tissepauser – ingen sved, hmm, joo, det var vist på tide at få tanket op, men om der lige var en tankstation eller andet rundt om hjørnet med vand var der ingen steder, men jeg og Steffen valgte nu alligevel sløjfen. 140km uden…. Mere senere om de kilometer..

De andre drejede af…nej, hov hov, undskyld Boonen var lige ved at glemme at du var med på en sløjfe tidligere og hvor du virkeligt gjorde en god figur – godt kørt. Du var stærk og holdte godt med og kæmpede for at sidde med op over nogle stigninger. Fedt at du gjorde det..

Nå, men Steffen og jeg drejede af efter henvisning fra ruteprofilen og tja, den sagde da godt nok, at vi skulle op ad mod højre mod XXXX, men helt helt ærligt, Niels! Det var racer, vi var på og ikke MTBer! Men det skulle jo den vej og vi kørte jo videre – også på min nye Time, den skal jo klare det og det gjorde den jo også, men der er jo ingen grund til at presse udstyr unødigt, men tanken var, at den jo også klarede Brocken! Nå, et stykke op gik det der tilsyneladende var vej over i mere konkret grusvej og asfaltsten. Hmm, skeptiske, joo. Der sad en mand et stykke oppe, hvem jeg spurgte til om det var vejen til Zorge og han nikkede blot og pegede med blikket, at den var god nok. Han tænkte jo nok sit… Dumme Dänen var nok her på din plads! Vi fortsatte for den tilfredsstillelse om at skulle se os vende om skulle han nu ikke have og vi endte da også i Zorge, hvorfra det skulle gå videre til XXXX, jaja, jeg ved det godt, men hvis vi tager derned igen kan jeg godt ruten… det gik ned og ned og ned og ned.. i laaaang tid, vi kom på fald vej og kørte af sted gennem en meget flot dal, det var rigtig dal-kørsel med skrænter til begge sider der stod højt og flot og byerne i området lå uforstyrret hen i sin egen geografiske rum. Et sceneri der ville have fået tavsheden frem hos Leth og Mader!

Nå, men laaang tid nedad ville jo betyde en laaaang opkørsel og det var jo fedt for det var jo det vi kom efter. Men jeg manglede godt nok VAND nu og ud af ingenting inden vi skulle dreje var tankstationen der så. Den blev tørlagt for vel 4 liter vand – 2 til os hver og en müslibar til mig, og ?? til Steffen og så af sted igen – opad… ja, der var jo vel godt 30km hjem, hvor de 22 gik gradvist opad, i starten svagt opad og i modvind, men så kom vi i læ af træer og ja, så pegede pilen opad og højdemåleren talte igen. Heldigvis ikke for vilde procenter men behageligt og til at holde ud… nu svedte jeg igen og skulle og af med vandet....der var gang i systemet igen, sådan dér! Og benene virkede også og det var jo rart. Vi kørte i et godt og roligt tempo der passende os begge uden at kvæle os selv. Det var fedt, bjergveje i Nordtyskland og vi kørte på dem, yes. Det har jeg manglet i længe i år selv om formen helt klart er langt væk, men på vej..

Efter mange timer i sadlen kom vi tilbage til Braunlage. Og tilbage til de 140km! 140km i Harzen og så kun møde eller i hvert kun se 1 tankstation.. der er nogen der må vide noget vi ikke gør, men jeg var dæleme glad da jeg så den..

Da vi kom tilbage til Braunlage luftede vi lige tanken fro hinanden, at de andre jo nok ville være at finde hos Puppe´s og den var god nok. Vi fik jo en herlig velkomst fra fortovet, hvor de sad og havde bestilt mad hos ”Kurtze Ärmen” og Boonens … nå ja, alt skal jo ikke skrives, griner..

Endelig hjemme efter vel 6½time + en slat i sadlen i effektiv køretid gav os vist lov til et dejligt bad og en gåtur til Puppe´s hen til de andre som havde spist noget frokost et par timer før aftensmaden, men den skulle nok glide ned alligevel, mente de andre og det gjorde den også..

Gullasch og nudler, isdessert som Mogens tog sig kærligt af og historierne flød igen og Niels fik den gule trøje fra Mogens for god ruteplanlægning – det meste af vejen..

Aftensmaden blev indtaget og Puppe´s også – igen… Boonen skulle jo lige ned og kigge, ja ja, et godt skalkeskjul for os andre også..

Efter Puppe´s aftenskaffe var det på hovedet i seng og tidligt op for at indtage kørestillingen i bilen mod DK. Jørgen og jeg kørte kl. 07.00 og var hjemme ved 12.30tiden med en hastighed på omkring de 130km/t og tissepauser, så det var jo nemt og ligetil…

Der kan siges og skrives meget om denne tur. Jeg er sikker på jeg ikke har fået alt med, men efter subjektiv vurdering er det jo ikke alt der tåler dagens lys, hihi, spøg til side. Jeg er ret sikker på, at der ikke er sket noget på denne tur som ikke tåler forsiden, men denne vurdering står for min regning.

Hvordan slutter jeg så lige denne dejlige tur af…som Mogens sagde, så tager det nok lige nogle dage at falde til ro oven på en stor fed oplevelse. Det har han ret i, men nu har jeg jo også brugt en uge på at blive færdig med denne beretning, men…nej, ingen undskyldninger, jeg er bare først blevet færdig nu, længere er den ikke. Kroppen og sindet har arbejdet på højtryk fysisk og mentalt. Det har været en fantastisk dejlig tur med det sociale i højsædet – også på træningsturene.  God stemning ved aftensbordet og morgenbordet – og jeg tror faktisk lige frem også at Jette kunne holde os ud! En stor opgave siger jeg bare.

Hvis jeg har glemt at nævne nogen eller noget så har det ikke været min hensigt. Jeg har skrevet om oplevelserne på denne tur og er sikker på at andre måske har andre sjove indslag eller husker andre ting som jeg ikke har nævnt, men fred være med det – herfra i hvert fald ø- jeg er bare sikker i min ag når jeg skriver, at er det mig muligt at tage med på en lignende tur så er jeg ikke i tvivl – JEG ER KLAR.

Turtanker:

Vejrforhold - Kost og logi - Træning - Gul trøje - Værter - Go gas - Historier natur - Nordtyske alper – pension eller hotel – cykeltransport – varmt tøj – ekstra tøj – værktøj – sociale aspekter – glæde – omtanke – bjerggearing - fortsæt selv….

Hotel info

Vi boede på Hotel www.hotel-teutonia.de

Et fint lille hotel med en garage til vore cykler. Kan varmt anbefales.

Rutekort

Først giver vi et par ruter fra 2 licensløb der køres i Hartzen.

Vi kørte ikke helt denne rute, men den kan varmt anbefales, 154 km, meget kuperet rute :

Vi kørte ej heller helt denne rute, men den kan varmt anbefales, 104 km, ret kuperet rute :

Dag 1.

Vi kørte denne rute på dag 1. Ca. 60 km + de 20 km op til Schierke og til toppen af brocken og retur igen.

Dag 2

Vi kørte denne rute, ca. 120 km. Dog kørte vi fra Andreasberg til Sonnenberg, og ikke ad skovvejen som rutekortet nedenstående viser !

Dag 3.

Vi kørte denne rute på dag 3. Ca. 100 km. Den orange rute giver 20 km ekstra.

Fotos

95 stk. tur billeder, skudt af Jørgen Pedersen :

.