Af Preben Balslev.
Vi var 9 mand fra klubben, der deltog, og løbet forløb, næsten uden problemer. Starten gik kl. 10.09, og efter kørsel ud af Vejle, i nogenlunde moderat tempo ramte vi den første stigning. Allerede der kunne jeg mærke at det tempo kunne jeg ikke køre med i.
Så jeg fandt mit eget tråd, og lod mig falde stille og roligt ned gennem gruppen. Ret hurtigt fandt jeg sammen med K.V. og vi fandt ind i en fornuftig rytme.
Efter ca. 30 km kunne jeg mærke at jeg var ved at være varm, og kunne begynde at køre noget hurtigere på stigningerne, og på nedkørslerne kunne jeg hurtigt fange dem der var kørt fra mig opad.
Ved første depot efter 50 km, valgte K.V. og jeg at køre forbi, og da vi passerede spottede jeg Per på vej tilbage til ruten, fra depotet der lå lidt væk fra vejen. Vi blev enige om at fortsætte ufortrødent, og regnede med at blive hentet på den første rigtig alvorlige stigning, Askebjerg. Det kom også til at holde stik, men kun fordi der havde været et styrt i den anden gruppe. Men opover Askebjerg kunne jeg mærke at det alligevel ville blive en god dag. Pludselig var der ingen problemer opad, selvom benene var begyndt at smerte lidt. Men det hører jo med til en god dag på cyklen.
Vi holdt gruppen samlet indtil 85 km ruten skulle dreje af, hvor vi mistede Klaus og Thomas. Førstnævnte havde været impliceret i styrtet, og havde ondt i hele kroppen, og Thomas døjede med en ond forkølelse. Trist, men fair nok.
Næste stigning på tapetet var Munkebjerg, og der faldt hammeren…. En krampe begyndte at drille i højre lår, og det imens man bliver filmet af en kamera-motorcykel. Nedtur…. Nå, op kom jeg da, og vi gik i depot derefter. Rart med lidt energi til de tomme batterier.
Efter vi havde været i depot, var vi 4 tilbage, og vi holdt sammen indtil Sandagergård, hvor det igen gik alvorligt op. Der lod vi Mogens køre, for han var klart den stærkeste i gruppen. Og pludselig havde jeg fået min anden luft. Benene gjorde ondt, men det hører jo med.
De sidste 3 mand, K.V. , Per og mig fulgtes til målet, og det lykkedes da at hente en del der ikke havde disponeret deres løb helt godt.
Alt i alt en super dag, med masser af bakker……
Preben