Claudy Criquelion 2005

Af Brian Krøjgaard

Sammen med 14 andre i Oksbøl Cykel Team havde jeg besluttet at deltage i et klubarrangement, som gik til Belgien for at deltage i et cykelløb, nærmere betegnet 

CYCLOSPORTIVE VELOMEDIANE
Claudy CRIQUIELION
La Roche en Ardenne
Samedi 27 août 2005

Det 172 km lange Claude Criquielion med 24 kategoriserede stigninger og 3300 højdemeter så egentlig ganske overkommeligt ud på papiret - stigningerne var højst 4 km lange og ofte med stigningsprocenter på kun 4%-7%, men jeg blev klogere.

Jeg stillede min bil til rådighed og havde Klaus Fåborg, samt Laila og Steffen Sillesen med. Bilen var pakket godt op med 2 cykler bagpå og 2 cykler lagt ovenpå bagagen til de 4 personer.

Torsdag 25. august.

Turen derned forløb problemfrit, hvis man ser bort fra min bekymring om et hjulleje i et par hundrede kilometer, indtil jeg opdagede at det var Steffen fra bagsædet, som i søvne lavede disse lyde. Det regnede også voldsomt under det meste af turen, hvilket fik Klaus til at konstatere, at vi nok burde have hængt en påhængsmotor på cykelstativet for en sikkerhed skyld. Der var ca. 920 kilometer derned, og det tog ca. 10 timer, hertil er der lagt den korteste omvej omkring en motorvejsafkørsel.

Vi fik telefonisk kontakt med Per, som var ankommet til hotellet sammen med Asger, karl Verner, Jette og Asger, da vi manglede ca. 50 kilometer, hvilket betød at De ville sørge for, at aftensmaden ville stå klar, når vi ankom. Efter en kort sløjfe i byen fandt vi hotellet og glædede os over den flotte facade i nogle meget pæne omgivelser. Så det tegnede super godt, da løbet også skulle starte og slutte i en maksimal afstand på 500m fra hotellet.

Glæden var dog kort for da Klaus og jeg havde fået udleveret nøglen til vores hotelværelse måtte vi kontrollere nøgle og værelsenummer flere gange, da vi var overbeviste om, at det var hemmeligt pulterkammer til at skjule flygtninge på under anden verdenskrig, vi skulle bo i.

Der var da godt nok et bad som lovet, men det var bare en gennemsigtig brusekabine, som var løftet ind på gulvtæppet uden nogen form for afskærmning eller udluftning. Man kan godt forstå, at hotelværten ikke havde sat en udluftning over brusekabinen, da han helt sikkert ved evt. berøring med væggen ville blive udsat for et stort skimmel eller svampeangreb. Der var endvidere en stor børneseng på 180*130 til to voksne mænd. Den var redt med et storblomstrende sengetæppe, som det efter hotelfatters mening åbenbart skulle fungere som dyne for os begge to. Vi stod begge op og var målløse i flere minutter, grunden til, at vi stod op skyldes, at der kun var en stol på værelset. Efter et par minutter begyndte vi bare at grine, og blev enige om, at hvis det var nedturen på denne udflugt, ville vi formentligt overleve. Efter at vi havde befundet os i rummet i op til 30 min. konstaterede vi, at der så sandelig også var et TV i en anselig størrelse (10 eller 12 tommer). Den var hængt op under loftet og i en afstand, der gjorde at jeg måtte læse højt for Klaus da den røde ”nyhed rulle tekst” for CNN tonede hen over skærmen.         

Udpakning tog ingen tid (vi lod det hele blive i taskerne), der var nemlig kun et skab med en halv låge og hylder som ikke havde set en støvklud, siden Tyskerne holdt deres indtog i byen i 1940. 

Efter at have konstateret at der kun var et toilet på gangen (hvilket man i øvrigt skulle bakke ind på), var det blevet tid til aftensmaden, og her spærrede jeg virkeligt øjne op, for hotelfatter kan altså lave mad. Meget fint anrettet og med 3 retter, hvilket jo er helt okay, dog måtte jeg sande at jo finere mad jo mindre portioner.

Efter maden og et par røverhistorier gik Klaus og jeg tilbage til hotelværelset. Vi blev enige om, hvem der skulle sove i hvilken side, og det blev besluttet at Klaus skulle have sengetæppet som dyne, hvorefter jeg hentede min poncholinier i bilen. Der var dog kommet lidt kædeolie på, men det ville hotelfatter formentligt ikke opdage mellem alle blomsterne. Efter et kvarter i sengen var min ryg ved at eksplodere af smerte, da madrassen var af en sådan beskaffenhed, at den i Danmark formentligt ikke må anvendes til levende dyr eller mennesker. Min hofte rørte næsten jorden, imens hoved og skulder var en meter højere oppe. Jeg løste problemet med at lægge hovedpuden under hoften og sov derefter nogenlunde til stor morskab for Klaus.

Fredag 26. august.

Næste morgen stod vi op til et veldækket morgenbord og spiste sammen alle sammen. Det blev besluttet, at vi ville på en fælles træningstur kl. 1030 og at der var ryttermøde i gården inden afgang, således vi kunne hjælpes ad med de små justeringer, som der altid er, når 14 kloge cykelhoveder begynder at kontrollere hinandens materiel. Efter et fælles foto listede vi af sted på en rute, som Asger var blevet fortalt. På denne lille træningsrute ville vi kommer over nogle af de værste forhindringer (læs kæmpe bakker). Da vi kørte ud af byen, mødte vi et andet hold danskere, som havde besluttet sig for næsten den samme rute.

Det vildeste jeg normalt kører op ad er Blåbjerg bakke (3 % over 800meter), men havde dog deltaget i Grejsdalsløbet og Horsens rundt, så stor var min forventning til mig selv, da jeg vidste, at de store bjerge er længere sydpå i Europa. Stor var min forbavselse da også, da jeg drejede rundt til højre i 90 graders sving i udkanten af byen Maboge, og pludseligt så "Mur de la Vélomédiane" tårnede sig op foran mig. Min første tanke var da også, at vi måtte simpelthen være kørt forkert, man kunne da umuligt forcere dette ”bjerg” på en cykel. Nå men de andre begyndte at puste, og jeg bed tænderne sammen, for jeg havde lovet mig selv tidligere på året, aldrig mere at stå af cyklen når det går opad. Tro mig for opad går det, på rutekortet var det betegnet som en 8.8% og 1,8 km lang stigning, men som viste sig at stige knap 20% det første lange stykke. Men op kom jeg da og faktisk i fin stil med et stort psykisk overskud efter denne lille sejr. Efter forceringen fortsatte vi tilbage til byen, hvor det var planen, at vi skulle op ad kirkebakken, som skulle være lige så frygtelig. På vejen ned mod byen måtte jeg virkeligt have fat i styret, for det gik så meget nedad at cyklen helt af sig selv passerede de 65 km/t, og vejene er jo ikke helt af den kvalitet, som vi ofte er bekendt med. Efter at være kommet tilbage til La Roche-de-Ardenne's drejede vi til højre ved kirken. Jeg havde på daværende tidspunkt ikke fået skiftet ned på de små klinger endnu, men efter et hurtigt kig op ad vejen, kan det ellers nok være, at der blev rykket i stigrebene. Denne bakke som faktisk består af flere, er inddelt på følgende måde: Côte de Gohette 1 km - 11,3%, Côte du Parc à Gibier 0,3 km - 15,2%, Col de Haussire 1,3 km - 11% og Col de Samrée 3,7 km - 4%.

Efter at have arbejdet mig op mellem de andre lagde jeg mig på hjul af altid formstærke Steffen og Freddy. Freddy havde dog været syg i ugen op til dette løb og trak vejret så tungt, at jeg simpelthen kørte forbi ham på et tidspunkt af frygt for, at han ikke ville levne noget ilt til mig. Jeg vil ikke skrive mere om disse bakker, da tallene må tale for sig selv, og jeg bliver helt svedt ved at genopleve dette.

Da vi kom tilbage til hotellet var der igen gode råd og hjælp fra vennerne til at få justeret de sidste småting.

Efter et varmt bad snakkede Klaus og jeg lidt om hvad sata…. vi havde meldt os til. Vi havde kun kørt 25 km på denne træningstur og havde allerede kørt over flere højdemeter, end vi gør i vores normale træningsområde over 4 år. Vi blev derfor også hurtigt enige om, at vi ”kun” var med for klubbens skyld…….

Klaus var begyndt at snakke om at tilmelde sig 100 km ruten fordi han ikke var helt sikker på formen, og han var noget nervøs grundet de få kilometer, han havde nået at cykle i år.  Jeg brugte lidt tid på at overbevise Klaus om, at han skulle gennemføre den lange rute, hvilket han da også besluttede sig for at fastholde (stærkt Klaus).

Om eftermiddagen var vi alle et kort besøg på et spisested i byen, hvor der blev indtaget lidt godt spise og drikke, blev resten af eftermiddagen brugt på sightseeing i byen.

Til aftensmad havde hotelfatter lovet at lave pasta m.m., og det var virkeligt udsøgt igen, hvis man ser bort fra portionsstørrelserne. Stemningen var god og hyggelig, men jeg fornemmede, at de fleste tænkte på morgendagens strabadser. Efter en nat med lidt urolig søvn oprindende dagen så. Ved morgenbordet var stemningen rolig og afbalanceret, men alle var ved godt mod og de sædvanlige små drillerier fortsatte.

Lørdag 27. august.

Vi skulle starte kl. 0900, så vi besluttede at være i målområdet kl. ca. 0815 i håb om ikke at skulle stå allerbagerst.  Det var rigtigt koldt, og jeg havde taget de løse ærmer på, men frøs voldsomt alligevel. Vi stod alle og snakkede lidt om løst og fast, men aldrig i mit liv har jeg set så mange forskellige cykelmærker, farver, hjelme og beklædning. Jeg havde besluttet mig for at lægge helt roligt ud og følges med de andre. Men da starten gik rullede det bare og jeg kørte stille og roligt op i rækkerne med max. 60% i ydelse op ad Côte de Beausaint (2,8 km - 5,4%) og før jeg viste af det, var vi ude af byen og væk var holdkammeraterne. Fordelen ved et så stort løb er, at man altid kan finde nogle på ens eget niveau, og det kommer faktisk helt naturligt.

10 km før den berømt ”Mur”, blev jeg overhalet af Knud, dette til trods for at mit speedometer viste 65 km/t. ned ad en bakke. Efter at have set Knud lave bremsespor i bunden af bakken, hvor man skulle svinge 90 grader til højre over en bro, besluttede jeg mig dog for at lægge mig i hjulet på Knud. Efter ca. 62 km ramte vi så den berømte ”Mur”.

Lige før opkørslen kom en rytter trækkende med cyklen i den ene hånd og kæden i den anden og så noget ked ud af det (uha, uha) og hvis jeg var begyndt at svede startede det ihvertilfælde nu. Men op ad bakken skulle jeg, og det gik faktisk meget fint, hvis man ser bort fra en rytter, som var lige foran mig, som sprang sin kæde og væltede og en anden rytter, som startede med at fylde hele vejen længere oppe for derefter at vælte ned mellem en masse brændenælder m.m. Jeg må indrømme, at jeg ved disse vanvittige levende billeder smilede lidt indvendigt. Men jeg kom op i god stil og kunne mærke at bentøjet ville lystre i dag og besluttede mig for, at køre lidt hurtigere og måske få en sølvtid. Jeg var i depot begge gange for at få fyldt vandflaskerne op, samt noget energi af den ene eller den anden art. Knud brugte ikke meget tid i det første depot og væk var han. Jeg overhalede Knud efter ca. 80 kilometers kørsel. Han stod i vejsiden og rodede med dækket (punktering), hvor jeg tordnede forbi med 68-70 km/t. og jeg turde ikke engang at bremse for at tilbyde hjælp, men råbte bare ”hej Knnuuudddd”. Resten af turen forløb rigtig godt, hvis man ser bort fra pinslerne op ad de stejle bakker og de for mig til tider meget voldsommer nedkørsler, hvor farten ofte var på 70 km/t, hvilket er tæt på min ”fornuft” grænse. Alligevel blev jeg overhalet både højre og venstre om på veje, der ikke er meget bredere end en god dansk cykelsti. Min cykel har aldrig været presset så meget og en overgang var jeg bekymret for om styret kunne holde til min voldsomme ”overgreb”. Inden afgangen havde jeg investeret i et par nye Kysyrium SSL hjul, som også blev sat på voldsomt overarbejde med flere fuldtræffere i de hullede veje. Men efterhånden som vi åd kilometerne, blev frafaldet også større og større. Men fordelen var, at der hele tiden var en ny mand, man kunne jagte, med det der nu var tilbage at jagte med. Måske på grund af trætheden eller nærmere på grund af dårlig placering (smil,-) så jeg ikke de sidste bjergskilte og var derfor ikke helt klar over, hvor meget der skulle spares (læs, hvor mange bakker var der tilbage). Solen skinnede også fra en skyfri himmel og begyndte efterhånden også at gøre sin indvirkning. Min glæde var stor, da jeg påbegyndte nedstigningen til La Roche-de-Ardenne. Det er en 7 km nedkørsel, hvor det falder med 5% hele vejen (med 60 km/t. i skyggen hele vejen ned faktisk helt alene, var bare en så fed måde at slutte et cykelløb på). Efter at have kørt forkert i selve målbyen sammen med en anden dansker fra Ålborg kom jeg endelig over mållinien i tiden 5 timer og 59 minutter, hvilket rakte til en guldtid. Jeg var meget glad, da mit personlige mål, havde været en Bronze tid. I målet stod Laila og Jette og heppede, men jeg opdagede det desværre ikke (undskyld… tøzzer). Selvfølgeligt var Steffen kommet i mål og klar til at give hånd og ønske tillykke, da jeg rask og frejdigt (og lidt stolt) trak min cykel igennem målområdet, han havde ventet i 10-12 minutter.

Efter lidt småsnak kom Knud også i mål (guldtid), hvorefter vi listede op for at bestille et bevis på præstationen. Efter udleveringen af diplomet gik vi ned til pigerne, hvor Steffen insisterede på at give en øl, som det var rigtigt svært at sige ned til. Efterhånden kom alle i mål nogle mere medtaget end andre, men alle med et stort smil og klar til at fortælle om oplevelserne på ruten.   

Alle havde kørt meget fine tider inkl. Klaus, som dog godt kunne mærke de mange timer på cyklen.

Claude Criquielion er en stor oplevelse for en vestjyde, der kun er vant til Blåbjerg. Der er stort set ikke en eneste flad strækning på ruten, det går bare op og ned hele tiden i de grønne og meget flotte Ardenner bjerge. De mange tilskuere i byerne og langs ruten og de var med til at skabe en helt speciel stemning omkring løbet med masser af opmuntrende tilråb og musik. Af og til er der trængsel på de mange små og hullede veje, og ikke alle ryttere virkede lige erfarne. Men der opstod forbavsende få farlige situationer.

 

Hele aften på hotellet var en stor glædesrus, og der blev lugtet til noget forskelligt belgisk rugbrødsvand m.m. og hotelfatter havde virkeligt svinget med den store grydeske og lavet noget superlækkert mad. Under aftensmaden var der igen ende på, alt hvad der var blevet oplevet og det hele kulminerede, da Niels var ved at vælte vores store bord samt et par som ellers sad i betryggende afstand bag Niels. Det skyldes, at Niels pludseligt fik krampe og bare strakte benet ud, til stor morskab for alle inkl. dem, der nær var blevet tromlet ned bagved. Der var vist et par stykker, som var en tur nede i byen og se på promille væsker, men jeg havde mere behov for noget søvn.

Næste morgen spiste vi alle fælles morgenmad, og derefter gik turen hjemad.

Det er bestemt ikke utænkeligt, at jeg atter står ved startlinien i La Roche-de-Ardenne på samme tidspunkt til næste år. Jeg er blevet klogere, og det er helt sikkert, at 12-25 skal skiftes ud med en lidt større klinge. De 172 km med de 24 stigninger skal bare forceres igen.

Jeg har nu kun et problem og det er den ”berømte” guldtid, som jeg blev så glad for. Den er jo voldsomt forpligtende, hvilket jo både kan være godt men også skidt.

Som en afsluttende bemærkning var vinderen 1 time og 9 minutter hurtigere end mig, så jeg er af den overbevisning at der også har deltaget ”semiproffer”, ellers er det jo helt utænkeligt at blive slået med over en time………….

Jeg vil slutte med en speciel tak til Per Attermann for det flotte planlægningsarbejde og selve gennemførelsen.

Tak for turen allesammen......

Brian Krøjgaard