Blåvand MTB Challenge 2013

Af Søren "Sidevind"

 

Stort fremmøde til rutevisning på årets første rigtige efterårsdag.

 

På trods af en strid vind og massiv nedbør søndag formiddag, så fandt en stor flok nysgerrige mtb’er  vejen til Bordrup Plantage, for at få en rundvisning på årets 3 startruter. Herfra skal de fremmødte have en stor tak for jeres interesse og opbakning til vores søndagstur. Vi håber at alle fik en forsmag på ruternes niveau og vil tage kampen op mod den fysiske udfordring og konkurrenterne næste søndag.

 

Det store spørgsmål op til årets løb er de nye navne, som de 3 starter benævnes med - Motion Light, Sport Light og Ekspert.

Ja, det er uvante navne og giver selvfølgelig anledning til lidt forvirring. Men det er faktisk ikke en revolution – det er bare 3 grænser som vi har valgt at flytte for at gøre løbet mere spændende for deltagerne. Grænsen ligger i sværhedsgraden af ruterne, hvor vi forsøger at ramme flest muligt af deltagerne.

Mange af sporene i Bordrup er tekniske, med mange korte og mellemlange op- og nedkørsler. Flere af dem er stejle og kræver både det rigtige gear og de rigtige kødben for at passere. Og så har de fleste spor mange krøller som sætter flowet på en stor udfordring. Det er et særpræg for Bordrup, og det adskiller den fra de fleste andre spor i Danmark. Men det er sandsynligvis også grunden til at den omtales som både sjov og fysisk hård at køre.

 

Sidste år kørte vi motion 1 og 2 samt sport. Motion 2 var tiltænkt nybegynderne og motion 1 den øvede mountainbiker. Motion 1, som samtidig er den største gruppe, er sammensat af et bredt niveau, som spænder over let øvede ryttere til de meget erfarne ryttere. Der opstår et dilemma når den let øvede og de gode motion 1 ryttere skal vælge start. Motion 2 ruten er flad og uden større tekniske udfordringer for den let øvede rytter. Toppen af motion 1 lader sig generelt skræmme af det hårde tempo i sport og den lange rute, selvom de behersker det tekniske niveau i sport.

 

Derfor har vi rystet posen med tekniske udfordringer og sat grænserne op på sværheden af ruterne. I år har vi nedprioriteret den helt sprøde nybegynder, og har lavet en Motion Light rute med større teknisk udfordring end i 2012. Hermed håber vi at flere af de ryttere som led og kæmpede sig bravt igennem en hård motionsrute i 2012, vil finde sig bedre tilpas i årets Motion Light start. Sport Light starten er i år blevet mere teknisk, og balancerer i sværhedsgrad imellem sidste års motion og sport. Det er valgt ud fra den betragtning, at det tekniske og fysiske niveau hos de fleste mountainbikeryttere er konstant stigende.

 

Ekspertstarten taler sit eget sprog, dog uden at skulle gøre rytterne til eksperter. Det er ruten til dem som vil have det ultimative spor i Bordrup – teknisk svært og fysisk hårdt, men samtidig med et smil på læberne og overskud til at have det skide sjovt.

 

Vi håber at denne lille vejledning og ordforklaring kan hjælpe med til at vælge rigtige startgruppe til næste weekend.

Vi glæder os til at give jer alle sammen et rigtig god dag på sporene i Bordrup Plantage.

 

Vi ses.

 

 

Mvh

Oksbøl Cykel Team