Af Bjarne Højgaard Jensen
Ja, så gik starten til årets Blåvandshuk Rundt, i det normalt blæsende Vestjylland, men hvad der lige skete med vejret i dag skal jeg lade være usagt og ikke dvæle for lang tid ved, da det jo bare er dejligt når det viser sig fra den side – solen var højt på himlen som, jeg tror vi fleste nyder det, når der skal være udendørs aktiviteterJ
Netop vejret gjorde vel, at der kom flere ud af busken og mødte frem til start (eftertilmelding). Denne konstatering står for min egen regning, men det var min fornemmelse, og det er da dejligt, når der bliver bakket op omkring en begivenhed som denne.
Nå, vi kan jo ikke undgå det. Vi skal jo også skrive lidt om løbet…
Starten går og de obligatoriske første skud i bøssen skulle jo afprøves, og der skulle kigges an osv. Jeg selv skulle også lige ud og mærke benene, men fandt ret hurtigt tilbage igen til feltet. Der var flere forskellige ryk i højre og venstre side fra forskellige som lige skulle lege og ”vise” gode ben eller hvad det nu er, man siger, når man lige skal vise, at ”idag kan I regne med mig” J .
Løbet gik lidt op og ned i tempo, men mest af alt var det vel et såkaldt udskilningsløb…- hmm skal det være ”d”? Det tror jeg! Nå, videre - hvor de stærke sad tilbage, og dem der kan stå en sådan distance. For hvert sving og acceleration, der blev mødt og iværksat faldt flere og flere af! De stærke sad og prøvede hinanden af og flere udbrud blev kørt fra mange, der ville prøve lykken, men det var svært at komme afgørende fri.
Jeg hang selv til ”tørre” flere gange, det gjorde brormand Torben også – også sammen med mig, en tysk ung godt kørende knægt, og også flere Esbjergfolk forsøgte, Klaus (juniorrytter fra min licensklub i Herning forsøgte også flere gange, det vender jeg tilbage til.
Hov, lagde I mærke til, at svingene var fejet, med kost vel at mærke, haha. Jeg var ude i går og feje sving, godt jeg ikke havde hele ruten, pyha. Et par gange blev jeg færdig i et sving, men kunne så starte forfra igen. Når bare et par biler var kommet igennem et sving, tja, så var den gal igen med sten, sand og krus! Nå, jeg kunne jo ikke stå ved hvert sving hele dagen. Så min beslutning blev, at så måtte vi jo også bare køre ordentligt og efter forholdene – og lad det være sagt – det gjorde vi. Det gik fint i dag. Det var dejligt.
Nå, løbet kalder igen… den første del af ruten er der ikke så meget at skrive, synes jeg, ikke andet end, at tempoet blev holdt højt og jævnt, flere forsøgte sig, typisk de samme – de som havde noget at skyde med!
Et laaangt spring frem i løbet….
Nå, men ”bjerget” i vest skulle jo også komme ind i billedet på et tidspunkt, og der blev kørt godt til derudad. Det kunne mærkes, min vurdering, at der godt nok var nogle, der kørte en del taktisk ud mod bjerget de sidste 8-10km for man ville jo gerne med over ”knolden”. Det forstår jeg da egentligt godt, jeg lå s** da også nede bagved, hihi. Nuvel skal det jo så lige siges, at jeg vist også lige havde taget nogle forsøg på at køre væk, men nej, jeg fik ikke lov, det var der i det hele taget ikke rigtigt nogen, der fik, men så alligevel… min klubkammerat fra Herning og den unge tyske dreng + en anden rytter, som jeg ikke lige blev klar over hvem var, fik slået et hul lidt efter Outrup, og det så ud til, at det bare kørte derudad for dem. De holdt den godt kørende, og var også de første over bjerget. Vi andre ”tøffede” efter med respekt for netop bjerget og kom stort set over i samlet flok. Dog ikke lige brormand, Torben, der blev sat, men ak og ve.. var jeg blevet sat derude i dag, havde jeg nok bare tænkt ”fred være også med det, jeg har jo kørt fint nok indtil nu”, men nej, den gik ikke hos ham i dag! Han jagtede frontgruppen i 10km og kom op igen, respekt herfra. Det er da kampviljeJ. Ja, jeg opdagede det ikke for jeg forsøgte tilsyneladende at gøre livet svært for ham sammen med bl. andet Steffen Sillesen, da vi øgede tempoet og forsøgte at køre væk, da vi kørte på tværs af hele det store åbne stykke med hede og lyng. Nå, vi fik ikke lov, men længere fremme lå jo, en anden rytter, beklager, ved godt hvem du, men kan ikke huske dit navn, sorryL. Du lå derude og ventede og ventede, men ingen kom op…hmm, jo da… jeg kom jo så lige alligevel, men måtte da også lige råbe, et par gange for at få hold i dig! Jeg kom op, og din første kommentar var: ”Var der ikke flere, der ville med?”, ”nej”, var mit svar - for jeg kom jo selv! Nå, ind i et samarbejde, og det gik fint, men vi vidste også, at vi ikke skulle køre os selv ned for, hvis nu de kom op bagfra, skulle vi have til at køre med igen. Vi kørte et godt stykke tid derud af og vi fik et hul på godt og vel 20-25sek. Men ingenlunde var det jo nok! Vi blev hentet..
Nå, samlet front igen, hvad nu? Tja, på med de onde ben igen og forsøge igen. Men nej, nå, jeg prøver igen. Men nej. Hmm, jeg vidste godt hvad klokken havde slået, ingen ville få lov igen, meeeen, der var lige det, at jeg jo havde min anden Herningmand i gruppen også. Da jeg havde forsøgt mig, lod jeg mig falde ned i gruppen til ham, Klaus, pegede på mit hjul og bad ham sidde der, når jeg rykkede igen, ja, jeg sagde det jo ikke sådan højt vel, men I ved jo også, at det er sådan noget internt cykelsprog – hmm, tegnsprog! Godt nok var han vist ikke helt klar på den, for der var jo 6km til mål på det tidspunkt (det forklarede han, da vi var færdige), men, nå, på mit hjul var han og jeg rykkede. Et par stykker lukker hullet til mig, og i samme øjeblik træder jeg lige an for at holde tempo i rykket og stopper så med at træde, og ja så var det Klaus’ tur. Den var der, taktisk godt kørt og planen så ud til at lykkes, i første omgang. Han kommer fri. Ingen lukker hullet. Og jeg gør det jo i hvert fald ikke…hehe, ja, jeg havde heller ikke til det… nå, ja, der blev jo kørt efter ham efter lidt tid, og jeg skulle jo så bare køre med på hjul og slå ud, der gik taktik i den. Jep, jeg rykkede også igen, ikke for at køre ham ind, men for at lave uro i tempoet i feltet. Op og ned i fart var jo helt klart til Klaus’ fordel i front. Joo, det ser ud til, at han holder hele vejen… vores tyske dreng i feltet skulle også lige prøve, og jeg kører med, fint nok, men der var ikke mere, et par andre forsøgte også til slut ind i Oksbøl og ud over Borre, men det var for sent. Klaus udnyttede til fulde sit potentiale og sine gode ben til at køre over målstregen som vinder af dagens løb i Oksbøl. SådanJ TILLYKKE, Klaus.
Nu skal det jo ikke lyde som om jeg var en ene mand på udbrudstogter. Der var mange forsøg fra mange, og faktisk lignende det i perioder mest af alt et rigtigt licens løb med hårdt tempo over 115km, udbrudsforsøg, mindre ryk og lange seje føringer, stilstand og snakken i feltet. Det var jo ligefrem hyggeligt til tider, hmm.. ja, det var jo det, det varJ. Og at vi så idag havde solen højt på himlen gjorde det jo bare endnu mere dejligt at være deltager i dette løb.
Jeg oplevede ingen farlige situationer i sving eller i det hele taget. Det virkede som om, der var styr på det, der skulle være styr på, og det er jo dejligt, når det klapper.
Ingen nævnt ingen glemt! Ja, det er vist lidt svært at efterleve sådan en talemåde ud fra ovenstående! Men, nå ja, det går jo sikkert alligevel. Og, tja, der er sikkert nogen og noget jeg har glemt, tænker jeg/I, men jeg er bare for træt, fysisk, til at kunne huske hver en detalje om, hvem der var i udbrud, og hvornår hvem gjorde hvad. Det jeg har skrevet hér er jo helt klart en subjektiv oplevelse fra mig.
Håber vi ses igen til næste år.
Cykelhilsner
Bjarne H Jensen, Janderup Vestj.