Vis hensyn i statsskovene.

 

I perioden fra den 1. oktober og frem til den 31. januar foregår der jagt på bl.a. krondyr og rådyr.

Både Blåbjerg og Bordrup plantager er lejet ud til jagtkonsortier, som bruger plantagerne til deres fritidsinteresser. I disse to plantager ligger samtidig MTB-baner, som bliver meget benyttet på mange tider i løbet af ugen.

Selvom jægerne godt ved, at de ikke har eneret på arealerne, kan jægerne alligevel blive lettere irriterede hvis andre brugere forstyrrer netop deres fritidsinteresse.

Loven siger dog, at man i alle statsskove kvit og frit kan bruge arealerne på alle tider af døgnet, så længe man følger de normale regler for færdsel og ophold i naturen.

Undtaget er større/organiserede aktiviteter, som fx stævner indenfor MTB, O-løb og ridning - disse aktiviteter kræver en tilladelse og er underlagt særlige regler og rammer.

 

Når flere forskellige brugere dyrker deres fritidsinteresser på det samme areal samtidigt, kan der opstå forstyrrelser og irritationer. For at forhindre at evt. irritationer udvikler sig til problemer, skriver jeg nu ud til de organiserede grupper, som dyrker deres fritidsinteresser i Blåbjerg og Bordrup.

NST har mulighed for at informere om de planlagte jagtdage – d.v.s. fællesjagter med mange deltagere. Men alle andre dage, hvor det er enkelte jægere i skoven, har vi ingen informationer om.

Jeg har skrevet ud til jagtkonsortierne og informeret dem om de aktiviteter og arrangementer, som vi har givet tilladelse til i jagtsæsonen.

 

Jeg vil med dette indlæg gerne opfordre klubben og især den enkelte rytter til at kigge på listen over planlagte jagter inden man cykler ud på ruterne. Da det drejer sig om ganske få dage med større fællesjagter, opfordrer vi til at finde et andet areal at træne på den pågældende dag.

Ligeledes opfordrer vi jægerne til at undgå at bruge arealerne på de dage, hvor der foregår større aktiviteter som fx et MTB-stævne.

 

Men da jægere og MTB-ryttere kan risikere at støde ind i hinanden udenfor de kendte dage med større arrangementer, må alle bidrage til den fælles forståelse af, at alle har den samme ret til at færdes på arealet og at alle viser hensyn overfor hinanden.

Er man som jæger eller cykelrytter alligevel kommet til at forskrække/forstyrre en børnehave, en svampesamler eller bare fru Jensen med gravhunden, så stop op og tag en lille snak. Det er i alles interesse og gavner den næste rytter / jæger, der uforskyldt forstyrrer fru Jensen for anden gang.

 

Planlagte jagtdatoer i perioden fra den 1. oktober til den 31. januar 2014:

Bordrup/Oksby:      

bullet

den 8. november 2013            

bullet

den 28. november 2013

bullet

den 10. januar 2014

bullet

den 31. januar 2014

 

Blåbjerg:

bullet

den 29. november 2013

bullet

den 20. december 2013

bullet

den 24. januar 2014

 

 

Med venlig hilsen 

Gert Hansen 
Naturvejleder
Naturstyrelsen

Blåvandshuk 

Mobil:   (+45) 21 41 86 27 
gha@nst.dk